Individ og fællesskabIndivid og fællesskab kan i min verden oversættes til et ord ”regler”For hvad ville et fællesskab være uden regler og hvad ville et individ være uden nogle regler at følge… Ingenting! Men hvorfor er det at vi har brug for alle de regler og alle de love, når vi jo godt ved hvad rigtigt og forkert er? Kan vi ikke, i vores verden finde ud af at opbygge et fællesskab uden regler? Eller er det bare en fysisk umulighed for vores generation? Jeg mener at det er en svaghed der ligger til os mennesker, for har vi ikke nogle regler at holde os til, går vi jo nærmest i en psykose af angst.
Hvad med den gang i 60’erne, hvor hippierne levede i ”love and peace ” var der også så mange regler den gang? Eller var det en måde at indikere, at vi som mennesker godt kan leve nogle frisindede liv, uden regler til at bestemme hvem vi skal være.
Kan man måske sammenligne det men en form for tvangstanker? For hvis vi ikke har vores regler står vi i en verden af panik, ligesom mennesker med tvangstanker. Vi ved ikke hvad frem og tilbage er og vi ved ikke hvor vi står. Jeg tror på en måde det ville være utroligt sundt for os, som mennesker at leve, måske en dag helt uden reger. Hvor vi har en mulighed for at leve helt lige som vi vil. For den måde vi lever på i dag er utrolig præet af medier og selvfølelig af vores ”regler” så hvad med bare en enkel dag, fri for alt med medier og regler og bare være den vi er.Hvis vi som mennesker begynder at handle som hver, et enestående individ kunne vi måske få et fællesskab som måske kunne føre til at vi alle kunne leve i harmoni med hinanden.Er individ divinationen på fællesskab, Eller er fællesskab divinationen på individ? Jeg tror slet ikke man kan sammenligne det, for et individ vil altid lave sig om, for at kunne passe ind i et fællesskab, det eneste tidspunkt vi er 100 % os selv, er når vi er for os selv. For kun der er der ingen vi skal leve op til eller sammenligne os med. Og et fællesskab kan aldrig give resultatet af et individ, da kun individet selv ved hvem det er.Men hvorfor er det at vi bliver så ”mig, mig, mig” fikseret? Kunne det være fordi vi inderst inde, ikke passe til et fællesskab, som det vi prøver at bygge op i vores samfund?eller måske fordi vi godt ved vi er specielle hver for sig, men ikke vil vise det og så på den måde kommer det til udtryk via ”mig, mig, mig”Jeg håber og tror på at vi, udvikler os til at kunne leve en verden uden alle de problemer vores regler giver os.
Det er gratis at oprette en konto