Den nationalliberale bevægelse og grundlovens indførelse

Redegør for den nationalliberale bevægelse, med fokus på grundlovens indførsel

Det første, der førte til grundlovens indførsel, var den nationale følelse. Denne følelse kom først rigtigt til udtryk i 1800-tallet, hvor national bevidsthed, nationalfølelse og nationalisme bredte sig i befolkningen. Man blev bevidst om, at man ville have et frit land og rettet til at ydre sig. Det var, først der det blev væsentligt for befolkningen, at man tilhørte et bestemt folk så skulle man have fælles sprog, kultur og historie.

Baggrunden for denne nationale opvågning, kan ses som en folkelig reaktion imod den franske dominans i Europa, under Napoleonskrigene.

I Tyskland var de meget bevidste om deres nationale bevægelse, og ønskede mange tyske fyrstedømmer til nationen. De ville have, Slesvig og Holsten i deres herredømme. Politisk bevidste bønder i Sønderjylland, og liberale kredse i Danmark reagerede skarpt imod den tyske bevægelse, og indledte en kampagne, til forsvar for danskhedens interesser i Slesvig. De liberale blev nationalliberale, og agiterede for ”Danmark til Ejderen”. De ville altså knytte Slesvig til kongeriget, og slippe forbindelsen til Holsten.

I den første fase af politiseringen, dominerede de nationalliberale, det var i tiden 1820’erne til 1848 – de fik rigtigstor betydning i 1848-1849, i den tid var det nationalliberale parti et fænomen i København. Efter treårskrigen, måtte de nationalliberale vige, for den tiltagende helstatsstrømning. De kom først med i regeringen igen i 1854, og frem mod 1864 styrede de både regeringen, og landstinget i kongeriget. De nationalliberale blev skuffet over, hvordan man kunne stemme på en ganske almindelig mand, i stedet for en fremtrædende nationalliberal, med akademisk dannelse og formue.