Dagen startede med at være sjov, for vi spillede fodbold. Jeg scorede for det meste, bolden mest i mål. Det var jeg stolt over, for vandt over de unge. De nye soldater kom. De lignede nogle venlige og arbejdsfulde soldater. Det er faktisk, anderledes at være sergent til tyske unge drenge. Jeg tror, jeg i starten var for ond mod dem, for jeg råbte af dem og slog og sparkede dem bare ved en lille fejl, men nu har jeg lidt skam over at jeg var for meget sød mod dem. For soldaterne sagde at de havde taget alle minerne, men der var en til, de havde ikke taget alle sammen. Jeg havde stolt på dem men nu stoler jeg ikke bare en gram på dem. Jeg smed bolden lidt væk fra der vi var, så min hund kunne løbe over til den. Min hund løb over til den og tog den. Min hund døde. Både minen og min hund sprang i luften. Det var en af mine dårligste dage. Jeg har mistet min anden halvdel, min hund. Det var som om, jeg blev stukket med en kniv lige i hjertet. Det er soldaternes skyld. Jeg hader dem. Hvorfor var jeg for sød mod dem. Jeg blev meget sur på dem og råbte af dem, og låste dem inde i deres lille soverum. De så meget kede af det ud. Jeg tror ikke, det var med vilje de havde glemt minen. Jeg tror bare de var for trætte og sulten. Måske er det lidt min skyld, at de havde glemt minen. Men kan stadig mærke sorgen, af at miste min anden halvdel, min hund. En af soldaterne, Ernst, var ligeglad med at jeg var sur på dem, og kunne finde på at slå dem. Han kom over til mig for at snakke, og for at høre om jeg havde det godt. Vi havde det lidt sjov. Han er en meget flink og modig dreng. Nu er han en af mine yndlingssoldater. Jeg er lidt forvirret med mine følelser, jeg er sur på dem men, syntes også det er synd for dem, for det er ikke deres skyld, de havde bare glemt en. Jeg ved seriøst ikke hvad jeg skal gøre, eller hvordan jeg skal føle. Det eneste jeg ved er at jeg er ked af at have mistet min hund.
Det er gratis at oprette en konto