En hund er ikke en ven

”Hvad hedder du?” spørger jeg den lave, buttede kvinde ved bordet.Hun ser på mig med et neutralt blik. Hendes øjne gnistrer grønt.”Ulla,” svarer hun. ”Ulla Jensen.””Jeg hedder Bertram,” siger jeg.Hun ser ikke engang på mig længere. Jeg trækker en stol ud og sætter mig ved bordet. Ulla finder en pakke cigaretter frem fra lommen på sin taske, der står på gulvet. Hun tænder én.”Du må altså ikke ryge herinde,” siger jeg.Hun reagerer ikke.Jeg trækker på skuldrene, stikker hånden i lommen og finder mine cigaretter frem.”Så kan jeg lige så godt gøre dig med selskab!” siger jeg og smiler.Nu kigger hun. Men kun i et kort øjeblik, så slår hun blikket væk igen.Jeg lægger det ene ben over det andet, hvilket får Ulla til at skæve lidt mere. Jeg tænder smøgen.”Hvor gammel er du?” spørger jeg og gætter så. ”50?”Ullas grønne øjne bliver store og forargede, da hun gentager: ”50?””Du har gråt hår,” påpeger jeg.”Har du aldrig lært, at man ikke spørger en dame om hendes alder?”Jeg trækker på skuldrene. Det har jeg vist ikke.Der er stille lidt. Lydene fra de brummende vaskemaskiner stiger, til jeg næsten ikke kan høre mine egne tanker.”Jeg har en hund,” siger jeg. Larmen fortoner sig.”Nå,” siger kvinden.”Den hedder Buster, og han er en dejlig hund.”Hun smider smøgen på gulvet og træder på den med sine højhælede støvler. ”Godt for dig.””Ja,” siger jeg. ”Det er min bedste ven.”Hun svarer ikke.”Hvem er din bedste ven?” spørger jeg.”Jeg har ingen bedste ven,” svarer hun.”Har du nogen børn?””Nej.””Har du en mand?””Nej.””Hvorfor har du ingen mand?””Fordi jeg ikke har fundet den rette endnu.””Okay, det er jo heller ikke for sent at finde sin ægtefælle i din alder.””Nej, jeg håber da stadig.”Hun siger det med optimisme, og selv om jeg godt ved, at der er størst chancer for, at hun dør ensom, lader jeg hende beholde sin optimisme og smiler sødt til hende. ”Jeg har heller ingen kone,” siger jeg.”Hvorfor ikke?” spørger hun.”Det er fordi, jeg ikke tror på ægteskab. Jeg tror ikke på, at man skal elske det samme menneske lige indtil døden skiller to personer ad.””Hvad er det for noget pjat,” siger hun og ser mærkeligt på mig, som om jeg ikke har noget liv men bare lever en trist tilværelse.Hun går halv fortørnet over til sit vasketøj, som er blevet færdigt, og siger besluttet på vejen over til det: ”En hund er altså ikke en ven, og hvad er det for noget at spørge om en kvindes alder?” Efter hun er gået, tænker jeg: ”Nå, det var endnu en dag i mit kedelige liv, mon der nogensinde sker noget spændende? Det behøver ikke at være en god ting, men bare noget anderledes.”Nu er mit vasketøj også færdigt. Jeg går over og henter det, og opdager at alt tøjet er blevet den samme triste brune farve. Det afspejler mit liv meget godt, trist og ensformigt. Jeg smider alt mit tøj i nogle sorte affaldsposer, går ud, smider det ind i min bil og kører. På vej hjem kører jeg galt. Jeg ligger kvæstet i min bil, jeg er ved bevidsthed, men ikke ret meget. Jeg opfanger, at der kommer nogle og henter mig, jeg ligger i en ambulance på vej hen til hospitalet. Der kommer en læge hen til mig og siger: ”Vi lægger dig i koma, det er din eneste chance for at overleve.” Jeg vil gerne svare, men jeg kan ikke få noget ud, så jeg nøjes med at tænke: ”Nå, det var det, så kunne mit liv altså blive mere trist, end det allerede er.”