Steve og jeg sidder og leger med legoklodser. Det gør vi altid efter frokost. Hele dagen er tilrettelagt. På den måde bliver vi ikke forvirrede. De fleste her på hjemmet kan ikke klare overraskelser. Men sådan er jeg ikke. Det eneste jeg ikke kan klare er dumme mennesker. Dumme mennesker irriterer mig afsindigt meget. Det er som om, de ikke tænker, før de åbner munden. Det virker til, de vælger at være dumme. Jeg får lyst til at slå dem i hovedet. Det er derfor jeg er her. Fordi jeg slår mennesker, der siger dumme ting. Steve er også dum, men på en anden måde. Det er ikke hans egen skyld. Han er født på den måde. Her på hjemmet siger de han har Down Syndrom. Det kan jeg ikke lide når de gør, så slå jeg dem. Der er intet ”down” ved Steve. Det er overhovedet ikke logisk. Alt skal være logisk.
Faktisk er Steve klogere end de fleste her på hjemmet. Han benægter ikke han er dum når man siger det til ham - han griner bare. Det er det jeg godt kan lide ved ham, han prøver ikke at være andet det han er.
Jeg bygger et hus af Lego. Steve kan ikke rigtig bygge noget, derfor hjælper jeg ham. Den eneste grund til jeg ikke har forsøgt flugt, er på grund af Steve. Steve har brug for mig. Uden mig ville han være fortabt. Jeg kigger på uret. Om 10 minutter skal vi med en bus ind til byen sammen de andre fra hjemmet. Det skal vi hver lørdag. Det synes de voksne er ”hyggeligt og spændende.”
Det er gratis at oprette en konto