Jens og Steve

’’Er du ved at være sulten, Steve?’’ Steve rejste sig op på bagbenene, mens han hoppede og tiggede efter mad. Jens lagde avisen fra sig og rejste sin gamle krop op fra gyngestolen. Jens var snart 70 år gammel, så han bevægede sig ikke så let mere. Steve var Jens’ hund, som han holdt rigtigt meget af. Steve var det eneste Jens havde tilbage. Jens havde ikke mere familie, da hans kone var død. Efter konens død begyndte den gamle kro, som Jens boede i, at blive mere og mere faldefærdig. Han havde mistet lysten til at passe på den gamle kro, som lå midt i den store skov. Der kom alligevel aldrig folk forbi, og den nærmeste nabo boede 3 km væk. Han gik ud i køkkenet for at finde noget mad til Steve, mens Steve pænt fulgte efter ham. Jens fandt en dåse hundemad frem og hældte det ned i Steves madskål. Idet Jens var på vej tilbage til sin gyngestol igen, hørte han en lav banken på døren. Han havde ikke oplevet nogen banke på sin dør i meget lang tid. Han listede hen til døren og kiggede ind i dørspionen, men der var ikke en skygge at se. ’’Satans unger!’’ sagde han til sig selv, mens han satte sig i sin gyngestol igen. Jens elskede at læse, mens han hørte på, at Steve gnaskede sin mad i sig. ’’Dunk!’’ lød det, og pludselig stoppede Steve med at gnaske. Der blev helt stille… ’’Steve, er du der?’’ råbte Jens, men der kom intet svar. Jens måtte rejse sig endnu en gang fra sin gyngestol for at se efter Steve. Idet han rejste sig op, hørte han Steve gø, som han aldrig havde gøet før. Jens kunne høre på Steve, at der var noget galt. Han skyndte sig ud til Steve i køkkenet. Da han kom ud i køkkenet, fik han et chok, vinduet var åbent og gardinerne blafrede. Steve stod stadig og gøede af det åbne vindue. ’’Hvordan filen har det vindue åbnet sig selv?’’ sagde Jens og lukkede det igen. Det var ved at blive mørkt, og selvom Jens ikke var meget for det, synes han alligevel, at han burde tjekke hvad/hvem, der spøgede med ham. Han åbnede døren og gik udenfor. Træerne knirkede og bladene raslede. Han gik en runde om den gamle, faldefærdige kro, som var hans hjem. Der var ingenting at se, så han bestemte sig for at gå inden for igen. Da han trådte ind i huset og lukkede døren, var lyden der igen - ’’dunk’’. ’’Ikke igen’’, tænkte Jens og gik ud i køkkenet. Vinduet stod igen åbent, og gardinerne blafrede. Men denne gang var Steve der ikke. Jens lukkede vinduet og gav sig til at kalde på Steve. Men der kom ingen hund. Jens ledte efter, og kaldte på Steve i hele huset, men Steve var væk. Da gik det op for Jens, at Steve måske var hoppet ud ad vinduet, så han måtte ud og lede. Jens løb hen til døren, han tænkte slet ikke på sin gamle krop, han ville bare finde Steve. Han spænede ud men nåede ikke at komme ret langt, før døren smækkede bag ham. Jens gik tilbage til døren og prøvede at åbne den igen, men den var låst. Han kiggede sig omkring, han kunne ikke forstå det, hvordan kunne døren bare sådan lige smække i og låse? Pludselig hørte han sin hund gø inde i skoven. Han blev bange og løb væk fra sin kro og videre ind i skoven, for at finde Steve. Skoven var mørk og dyster, der var koldt, og der lå en tung dis mellem skovens træer. Han kunne høre hvert skridt han tog i de mange blade, der lå på skovbunden. Han gik langsomt videre ind i skoven. ’’Steve, hvor er du?’’ Idet han kaldte på Steve, så han en mørk skikkelse ligge ved et træ. Han gik hen mod den, det var en hund. Han smed sig ned på knæene for at se nærmere på den. Han fik et chok. Steve lå i sit eget blod. Hans ene pote var revet af, hans hoved vendte helt forkert, og hans øjne var stukket ud. Jens gav sig at græde. Pludselig hørte han noget pusle bag sig. Han vendte sig om og så en høj, mørk skikkelse gå lige imod sig. Skikkelsen havde noget i hånden. Jens gik i panik og løb længere ind i skoven. Han løb og løb uden at tænke på andet end at komme væk fra skikkelsen. Mens han løb, fik han øje på en gammel jægerhytte. Han løb hen til døren og rev i håndtaget som en gal. Døren åbnede sig, den var ikke låst. Han løb ind og kiggede sig omkring. Der lugtede af rådne dyr. Han ledte efter stikkontakten , men han blev nødt til at føle sig frem. Han fik fat i noget, men det var ikke stikkontakten. Det var noget blødt og vådt. Han fik et chok, sprang tilbage og væltede lige ind i stikkontakten. Lyset blev tændt, og Jens fik øje på en død mand, som var sømmet fast på væggen. Blodet strømmede ud, så han måtte lige været blevet dræbt. Men manden var ikke alene. Rundt langs væggene hang der døde mennesker. Han forsøgte at løbe ud igen men blev stoppet ved lyden af fodtrin, som nærmede sig jægerhytten. Uden at tænke løb Jens op ad trapperne. Han løb direkte ind i det nærmeste rum og fandt et gammelt klædeskab, han kunne gemme sig i. Han åbnede det og gemte sig inde bag en masse gamle klæder. Der var helt stille, og med ét kunne han høre døren smække nedenunder. Han kunne høre tunge og slæbende fodtrin gå langsomt på det knirkende gulv. Det prustede og stønnede nedenunder som en zombie. Jens hørte en banken. Det lød som en hammer, der bankede søm i væggen, og noget flydende, som dryppede ned på gulvet. Jens blev bange og kom til at banke hovedet ind i siden af skabet. Der blev stille nedenunder. Han hørte de slæbende fodtrin langsomt komme op ad trapperne. Jens stoppede med at trække vejret. Fodtrinene passerede hans rum. Efter et stykke tid hørte han trinene forsvinde ned ad trapperne igen. Jens åndede lettet op, og med ét stoppede trinene på trappen. Trinene bevægede sig pludselig meget hurtigt. De var på vej ind mod det rum, hvor Jens gemte sig. En modbydelig stank overvældede ham. Med ét åbnede lågen sig på det skab Jens gemte sig i. Kun et skrig kunne høres, så var natten atter sort og stille. Skrevet af Jesper.