Dette er historien om den unge ørn, der som gulnæbbet unge blev funden af nogle drenge og bragt ind i den gamle præstegård, hvor nænsomme mennesker tog sig af den og fik den kær, så man ikke senere formåede at skille sig ved den.Ligesom eventyrets „grimme ælling“ voksede den op mellem skræppende ænder og kaglende høns og brægende får, og så vel befandt den sig efterhånden i disse omgivelser, at den blev både stor og bred, ja – som præsten sagde – „formelig – ligefrem lagde sig mave til.“Den havde sit stade oppe på et gammelt plankeværk ved svinehuset, hvor den sad og passede på, når pigen kastede affald ud fra køkkenet. Så snart den fik øje på den store Dorthe, kastede den sig ned på stenbroen og vraltede det fyldte fad i møde i det burleske sækkeløb, hvori æterens kongebørn bevæger sig på jorden.Det kunne vel en og anden gang hænde, især på stormfulde dage eller når et uvejr trak op, at der vågnede en ubestemt længsel, en tåget hjemvefølelse i den fangne himmelætlings bryst.Den kunne da sidde i halve døgn med næbbet trykket ned i brystets smudsige fjerklædning, uden at røre sig og uden at ville æde.Og pludselig kunne den da sprede vingerne ligesom favnende ud i luften og kækt svinge sig i vejret, ... men det blev altid kun en stakket flugt, vingerne var forsvarligt stækkede; efter et øjebliks ubehjælpsom flagren faldt den ned på jorden, hvor den i sin fortumlelse først gjorde et par små sidelæns hop og derpå med fremstrakt hals løb hen og forputtede sig i en mørk krog ligesom for at skamme sig.På denne vis havde den levet et par år, da det hændte, at den gamle præst blev syg og døde; og i den forvirring, som deraf opstod i præstegården, glemte man efterhånden at tage vare på den kongelige fugl – „Klavs“, som man ganske borgerligt havde døbt den.Den vraltede som sædvanlig omkring mellem de andre husfugle, altid fredsommelig, næsten lidt ængstelig, fordi den var vant til at få over næbbet af præstedøtrene, når den engang imellem fandt på at gøre sin medfødte overlegenhed gældende overfor småkravlet. Men så hændte det en dag, da en frisk søndenvind blæste forår og varme ind over landet, at den pludselig befandt sig oppe på mønningen af den store ladebygning, uden at den selv forstod, hvordan den var kommen derop.Den havde – som så ofte før – siddet og drømt vemodigt oppe på sit plankeværk og i et anfald af ubestemt frihedslængsel udbredt vingerne til flugt; men i stedet for som ellers at dratte ned på stenbroen var den bleven løftet op i luften med en sådan fart, at den ganske forskrækket havde skyndt sig at finde fodfæste.Og nu sad den deroppe på den høje tagryg, aldeles fortumlet af, hvad der var sket.Aldrig havde den set verden fra så højt et stade. Ivrig drejede den hovedet, nu til den ene side, nu til den anden, indtil den – uimodståeligt draget af himmelblået og de sejlende skyer – på ny bredte vingerne ud og lod sig løfte, ... først forsigtigt prøvende, snart dristigere, sikrere, ... hvorpå den pludselig med et vildt frydeskrig svang sig i en stor bue højt op i luften. Den følte med ét, at den var ørn.– Landsbyer, skove og solbeskinnede søer gled bort under den.Højere og højere steg den imod den klare himmel, beruset af den vide horisont og sine vingers styrke.Men pludselig standsede den. Det store, tomme rum omkring den gjorde den urolig, og den så sig om efter et hvilested.Lykkeligt nåede den en fremspringende fjeldkant højt oppe over floddalen.Men idet den her – endnu lidt svimmel – kiggede sig om efter præstegården og ladelængens høje mønning, grebes den af en ny bestyrtelse. Ud over et fuldkommen fremmed land svævede dens blik til alle sider. Ikke en kendt plet, ikke en tilflugt, så langt dens øje rakte.Over dens hoved løftede sig fjeld bag fjeld – bratte, nøgne klippevægge uden et plankeværk til læ for stormen. Og derude i vest bag det åbne land gik just solen ned i blodrøde aftenskyer, der varslede uvejr og mørke nætter.En beklemmende følelse af forladthed sneg sig ind i den unge kongeætlings bryst, alt som aftenens gulblege tåger indhyllede dalen nedenunder.Ganske modløs stirrede den efter en flok krager, der drog skræppende forbi på vejen hjem til deres reder dernede omkring de lune menneskeboliger. Med næbbet trykket ned i brystet, vingerne tæt sammenfoldede sad den ensom og stille på det øde, tavse fjeld ...Da suser det med ét i luften over dens hoved. En hvidbrystet hun-ørn kredser deroppe under den flammende aftenhimmel.En stund sidder den med fremstrakt hals og besinder sig på dette fremmede syn. Men pludselig er det forbi med al rådvildhed. Under et mægtigt brus af de udspændte vinger svinger den sig i vejret og er i næste øjeblik oppe hos hende.Og nu begynder en vild jagt ind over bjergene, ... hunørnen bestandig forrest og højest til vejrs, „Klavs“ lidt anstrengt bagefter gumpetung og stakåndet.Snart er de oppe mellem højfjeldene. Endnu skinner solen på de højeste toppe, mens de sejler frem over bjergenes rygge i aftenens skumringståger.Klaus hører under sig det mørke sus af store skove og drønet af elvene i de dybe slugter. „Mon hun dog ikke vil sætte sig?“ tænker han, uhyggelig til mode ved dette uforklarlige bulder. Han har næsten heller ingen vejr mere og føler vingerne så matte, så tunge.Men højere og højere stiger hunørnen, videre og videre sejler den frem over rødmende bjergrygge - lokkende, kaldende.De er kommen ud over en endeløs stenørken, hvor mægtige klippeblokke ligger botisk væltede over hinanden som resterne af et omstyrtet babelstårn. Da åbner med ét udsigten sig foran dem. Højt oppe over de drivende skyer svæver som et drømmesyn de evige snetinders overjordiske rige, ubesmudset af det levendes færden, kun ørnens og den store stilheds hjem. Det sidste dagskær ligger og ligesom blunder deroppe på den hvide sne. Bagved står den mørkeblå himmel fuld af rolige stjerner.Skrækslagen har Klavs standset sin flugt og sat sig på et klippestykke. Rystende af kulde og uhygge sidder han der og stirrer op på dette hvide dødningeland, på disse store stjerner, der blinker ned til ham gennem mørket ligesom onde katteøjne.Og atter vender hons tanker vemodigt til det hjem, han har forladt. Han tænker på sin lune plads på plankeværket og på den hyggelige andegård, hvor hans små venner nu sidder på deres rækker og sover sødt med hovedet under vingen.Han tænker på de små, trinde grise, der nu ligger i en klynge hos moderen og drømmer med pattevorten i munden, og på den tykke Dorthe, der vil komme ud fra køkkenet med det dampende fad, når kirkeklokken har ringet solen op ...Oppe fra den frostklare luft bliver hunørnen ved at kalde. Men Klavs breder tyst vingerne ud og lister bort den vej, han er kommen, ... først nølende ... tvivlrådigt flakkende fra klippeblok til klippeblok ..., men snart hurtigere, utålmodigere, jaget af sin skræk, sin uro, sin søde længsel – hjem – hjem – hjem!Først den næste morgen nåede den tilbage til præstegården fra sin ubetænksomme flugt. I nogle øjeblikke holdt den sig svævende over det kære barndomshjem, ligesom for at forvisse sig om, at alt dernede endnu var ved det gamle.Så dalede den langsomt ned.Men en ulykke skulle ske. Avlskarlen, som tilfældigt havde fået øje på den, og som endnu intet havde hørt om Klavs' forsvinden, var hastig løbet ind efter sin bøsse og havde stillet sig på lur bag en træstamme for at fyre på den formodede hønserøver, så snart den var dalet tilstrækkelig langt ned.Skuddet faldt.Man så nogle fjer flyve i luften og som en sten sank den døde Klavs lige ned i møddingpølen.For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i ørneæg, når man er vokset op i andegården.
Det er gratis at oprette en konto