Melankoli

Melankoli er et begreb eller måske snarere et fænomen, der ikke så let lader sig definere. Siden antikken har melankolien optaget europæisk tænkning inden for alt fra medicin og filosofi til kunst. Fænomenets kompleksitet har således medført, at det er blevet udlagt både som sødmefuld tristesse og dyb depression, genialitet og galskab, kreativ skaberkraft og mental forstoppelse, velsignelse og forbandelse. I den tidlige middelalder blev melankolien beskrevet som ét af fire temperamenter, der desuden består af det sangvinske, det koleriske og det flegmatiske temperament. Alle fire temperamenter kunne både forstås som sygelige tilstande og mere naturgivne tilbøjeligheder – altså sådan som vi normalt forstår ordet ”temperament”. Ordets oprindelige, græske betydning er sort galde og henviser til humoralpatologien – en oldgræsk teori, ifølge hvilken sygdommes opståen forklares ved forholdet mellem de fire legemsvæsker: sort galde, slim, blod og gul galde. Lægefilosoffen Hippokrates (ca. 460-370 f.Kr) beskriver omkring 400 f.Kr. sammenhængen mellem de fire

1

Køge Gymnasium 2017

temperamenter og de fire legemsvæsker. Hvert temperament blev tilknyttet en legemsvæske. Ifølge humoralpatologien kunne de forskellige temperamenter udvikle sig til deciderede sygdomme, hvis der opstod en ubalance i væskeniveauerne. Allerede her opstår altså synet på melankoli som en anormalitet, en sygdom, der fremkommer ved, at den sorte galde dominerer over de andre kropsvæsker. Denne anormalitet kunne opvejes af elementer af det, man anså som det modsatte temperamentet, det sangvinske, som var blodets temperament. Melankolien fik dog fra starten en lidt isoleret position i forhold til de andre temperamenter som en tilstand, der hældte mere mod det syge end det normale. Symptomerne blev dog tolket med en tvetydighed, da der både findes negative og positive vurderinger af melankoliens væsen. Allerede i antikken blev den nedtrykte tilstand, melankolien, betragtet som en privilegeret – men potentielt farlig - tilstand, som var adgangsgivende til verdener af sandhed og skønhed, der var utilgængelige for almindelige mennesker. Den græske filosof Aristoteles (384 f. Kr.-322 f.Kr.) var en af de første, der satte ord på paradokset, da han stillede spørgsmål ved, hvorfor alle fremtrædende mænd – politikere, filosoffer og kunstnere – var melankolikere, idet han fremhævede alle de positive egenskaber ved melankolien: god hukommelse, skarpsindighed, fantasifuldhed mm. Hermed var han muligvis den første til at sidestille melankoli og genialitet. Men hvor genialiteten lå i den ene ende af melankoliskalaen, lå galskabens dybe afgrund i den anden. Forestillingen om den melankolirelaterede galskab voksede og trivedes i den stærkt religiøse middelalder, mens splittelsen mellem den positive og negative opfattelse af melankolien, der tidligere havde hersket, var totalt fraværende i den periode. Melankolien blev udelukkende betragtet som en lidelse, ja ligefrem en synd, der ”bestod i at afvise Guds nærvær i verden.” Det at være trist var et udtryk for en slet karakter, og den medførende mangel på initiativ og lyst til at tage del i livet betragtedes som ensbetydende med, at man simpelthen ikke evnede, eller ville, se og erkende Guds eksistens. Til at beskrive denne tilstand af ladhed benyttede man begrebet Acedia, også kendt som den syvende dødssynd. I renæssancen bliver der igen plads til et mere ambivalent syn på melankolien. Man erkender, at melankolien er en kilde til lidelse og, i sidste ende, galskab, men den aristoteliske forestilling om en privilegeret melankoli er atter fremherskende. Filosoffen Marsilio Ficino griber antikkens idéer vedrørende melankoli og genialitet, udvikler dem i sin De vita libri tres og bliver således ophavsmand til forestillingen om en næsten hellig kobling mellem kreativitet, inspiration og melankoli. Melankolien bliver noget direkte beundringsværdigt og glamourøst. Al kunst