Regnen silede ned. Mørket faldt hurtigt på, og endnu en dag på kontoret var omtrent ovre. Af bar kedsomhed pudsede jeg det skilt, der stod på bordet. ”Detektiv Holmes”. Bare de to ord fortalte en hel del omkring mig og mit liv.
Stilheden blev afbrudt da telefonen ringede, og en nervøs kvinde, var i den anden ende af røret. Jeg kunne med det samme høre på hendes skingre stemme, at noget var helt galt i hendes liv. Som detektiv var det mit job at hjælpe. Jeg prøvede med rolig og sikker stemme at berolige kvinden, dog uden held. Kvindens eneste søn havde været alene hjemme en aften. Som fjortenårig mente han, at han godt kunne være alene hjemme, mens hun tog i byen med nogle veninder. Da hun kom hjem, var der ingen dreng, ingen tegn på liv og ifølge hende intet håb tilbage. Jeg fik navn, adresse samt den historie, som den meget sørgmodige enlige mor stod med.
Klokken var ti om aftenen og jeg stod med en stor opgave foran mig. Jeg skulle til det igen. Være helt for en dag. Jeg tog min taske, min notesbog og mit overtøj på, mens jeg langsomt traskede ned ad gangen. Bilnøglerne hev jeg op af lommen og af sted gik det. På gaderne var der stille. Ingen fulde mennesker der tumlede rundt, og ikke vidste hvor de var og hvad de lavede. Kun en ensom kat, der spankulerede på fortovet. Jeg stoppede foran et hus. Nr. 13 stod der med stor fed skrift. På døren hang et hjerte lavet af træ. Ud fra min dømmekraft ville jeg gætte på at det var den fjortenårige dreng, der havde lavet det. Jeg bankede på, og ventede på at møde en mor med tårer i øjnene. Men sådan var det ikke. Der kom en kvinde ud. Ikke med tårer i øjnene og uden tegn på at hun havde grædt. Kun et par store øjne der så fortabte ud. Helt blanke øjne, med et strejf af blå. Indenfor slog en kulde mig i møde. Der var rodet, som om moren havde ledt efter noget. Noget, som virkelig havde haft betydning for hende.
Det er gratis at oprette en konto