I morges vågende jeg ved at min far kom ind på mit værelse. De sidste 14 dages tid har jeg været vant til at stå sent op, til tider bliver den et eller to før jeg trækker mig ud af sengen, og zombielignende trækker op i køkkenet for at lave morgenmad. I går havde jeg sat 3 alarmer og endda sat min mobil til min højtaler, så jeg helt sikkert ville vågne, troede jeg i hvert fald. Men i morges kom min far lige forbi min seng, for at sige farvel inden han tog til Bornholm. Jeg vågnede med et chok og så over på klokken. Jeg skyndte mig ud af sengen og i et par bukser, da jeg kiggede på uret på min mobil og jeg så at klokken var tyve minutter i otte. Børstede tænder og på min cykel spurtede jeg i skole, og nåede det lige. I de sidste to uger har jeg fuldkommen glemt tiden.
Tid er i løbet af den sidste tid gået fra et konkret objekt til et mere abstrakt begreb. Fra at være fra meget fast med at gå i skole fra otte til tre, og arbejde bagefter, til at selv skulle arrangere og tilrettelægge en uge, skulle dele tiden ud fra at vide at jeg har så, og så meget der skal nås til en bestemt deadline. Jeg er ikke god til at fordele en opgave ud over tid. Jeg bliver nødt til at få sat ting ind i skemaer, som jeg kan arbejde ud fra. Hvis jeg f.eks. ved at jeg har over en uge til at lave noget, bliver jeg nødt til at stille det op i skema for mig selv så jeg ved jeg får lavet noget, for hvis jeg bare ved at jeg skal have lavet nogen dispositioner ved jeg godt at det ender ud i netflix indtil dagen inden, hvor jeg så stresser ud og det så ikke ender optimalt for at sige det mildt. Det er på samme måde at Thomas Boberg har det. Det skriver han i digtet ”Rejsene” fra hans digtsamling ”Digte” fra 1990. Han tæller ikke timernes slag, men ser verden idet den passerer. Tid er ikke spørgsmål om sekunder, minutter og timer for ham, men derimod et mere uhåndgribeligt begreb. Han ser afstande. Det kan jeg godt følge ham i. Der er stor forskel på en uge hvor man er på festival, eller ude og rejse og så en uge hvor man bare er i skole. Ugen på festivalen går hurtigere. Dette er naturligt, der er gang i den hele tiden og man får ikke sekunds ro. Så går tiden jo hurtigere. Hvis man har en meget kedelig uge, så kender alle jo det med at tiden går uendeligt langsomt. Men selvom tiden går hurtigere står ugen med sjov og spas jo tydeligere i ens hukommelse. Og det lyder jo underligt. Hvis tiden er gået hurtigere kan man huske mere. Det burde jo være sådan at hvis tiden gik langsommere havde man mere tid til at absorbere øjeblikkene og de kunne blive indprentet i ens hukommelse. Hvorfor er det så sådan?
Det er gratis at oprette en konto