Det værste man kan udsætte det moderne menneske for, er nok ventetid. En gang var det en selvfølgelighed, det med at vente. Naturligvis tager tingene sin tid, og som regel kan vi som mennesker ikke gøre noget ved det, selvom vi konstant forsøger på det. Tiden stopper aldrig, og vi er hele tiden i gang. Hvert nanosekund tæller. Lige nu, om to sek-under, om fire minutter, om tre timer.. Og når man stopper op og tænker over det, falder man næsten helt i staver, hvorefter man spærrer øjnene op og vender tilbage til pligterne. For vi har jo slet ikke tid til at tænke på, at tiden går. Det moderne menneske vil gerne have, at tingene skal foregå hér og nu - og det må helst gerne være hurtigt overstået. Vi vil helst ikke overse noget, men følge med i alt og få det plads, inden vi fortsætter til næste punkt på dagsordenen. Men ligesom vi vil have at tingene skal overstås hurtigt, er der også visse få ting vi gerne vil have til, at tage sin tid. Det kommer an på vores interesser, og hvilke andre ting vi gerne vil bruge vores dyrebare tid på. Nogle vælger at bruge livets tidslinje på at redde verdenen, imens andre elsker at bruge flere timer foran en computer, og fordrive tiden med at spille spil. Nogle synes skolen er spild af tid, mens andre bruger en masse år på frivilligt at lære nye ting. Om lang tid er godt eller dårligt, er svært at konkludere. For når man starter på noget, synes man at målet er uendeligt langt væk. Processen kan synes svær og kedeligt, og man kan bare ikke vente til at blive færdig. Når det så er overstået, kiggere man tilbage og tænker: 'Det var jo egentligt ikke så slemt..' For pludselig er det overstået. Pludselig er det et overstået kapitel. Jeg sidder her i niende klasse, og tænker tilbage til da jeg startede på Nibe Skole. Den gang var jeg seks år gammel, og syntes at ventetiden til at fylde seksten, og til de sidste afgangseksamener var umenneskeligt langt væk. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke forstå at jeg allerede sidder her. Det gik jo alligevel ikke ret hurtigt - og om ikke ret lang tid, er det overstået. Det samme gælder når man sidder midt på formiddagen, og bare ikke kan vente til det bliver aften, og man skal hjem og hygge. Pludselig ligger man i sin seng i et mørkt værelse, og kan ikke forstå hvor dagen blev af. Det samme når man strækker sig mandag morgen, og sukker over den lange og uoverkommelige uge der ligger frem for sig, sidder man pludselig i lænestolen søndag aften, og sukker over det igen skal begynde forfra. Kan man virkelig være bekendt at beklage sig over ventetid, når man ved, at det på den ene eller anden måde, snart er overstået? Er betydningen af nogen, der varer få sekunder, virkelig utålmodig-heden værd? Jeg vil umiddelbart sige ja. Selvfølgelig er den det; men det er op til os hver især, at bestemme. Er man påtvunget til at vente på noget, kan forsinkelsen koste dyrt. Kommer man for sent til sit eget 'store øjeblik' - midtpunktet i sin stræben og interesser, kan det have store konsekvenser for ens eget selvværd. I dag tvinger vi tingene til at gå hurtigt. Vi har udviklet teknologi der kan gøre tingene for os, i samme sekund vi trykker på en knap. Og går det for langsomt, bliver vi let irriteret. Om det så har gjort godt eller ondt, er en blandet sag. Man siger, at dovenskab er roden til alt ondt. Måske er det sandt. Imens nogle ser komisk på dovenskab, kan det se meget grimt ud, i et større perspektiv. Et perspektiv der indrammer hele verdenen. I gamle dage, sled man, som normal bonde eller borger i hvert fald, sig selv op for overlevelse. Den gang havde man ikke en 'gør-det-hele-for-mig-knap'. Må måtte så, vente til det voksede, og tage sin tid til at høste det. Man måtte skrive et brev, sende det, vente i dage eller uger, for så endelig at få svar fra den tilsendte. Ikke som e-mail eller sms, der tager mindre end et sekund, hvor vi dog alligevel brokker os over, at det går for langsomt, med at få svar. I dag har vi næsten de samme pligter som den gang, men vi behøver ikke at yde, for at nyde dem. Det er nok noget vores forfædre ville sætte pris på, og vi burde være taknemmelige for deres hårde slid, der tjente vores overlevelse og udvikling. Egentligt burde man nok være ydmyg over for den tid, det tager at vente. Tålmodighed er en dyd, som en klog mand engang sagde. Vi har alle forskellige muligheder som kan hjælpe os i dag. Så hvad sker der ved, at man gør sig den dyd, at give det lidt tid. Det tog jo trods alt ni måneder før vi selv måtte se dagens lys. Og det det tog millioner af år, før vores planet udviklede sig til det smukke vidunder den er. Sand kunst tager sin tid, som en anden klog gut sagde engang. Og det man bestemt ikke benægte, for det er jo bevist. Og hvor tit er det ikke vi siger: ,,Det var ventetiden værd!" Så i stedet for at være hidsig, i de sekunder eller minutter man venter, burde man nok glæde sig over, at vores egen lille lykke er nogenlunde tilgængelig. Mere end hvad den var en gang, i hvert fald. Det er heller ikke fedt at få at vide, at man var for lang tid om at møde op, eller nå sit mål. I stedet for at skælde ud, skulle man nok hellere glæde sig over, at man selv, eller den anden person, overhovedet nåede frem. Men selvom jeg sidder og skriver disse opmuntrende linjer, sidder jeg samtidig og får mere og mere kriller i maven, fordi jeg ved at tiden for denne prøve, snart er brugt op. Jeg bliver utålmodig over for mig selv, fordi jeg ved, at hvis jeg ikke når at blive færdig, har jeg gået glip af noget og tabt min chance. Utålmodig - eller spændt. Utålmodighed og ventetid er ikke noget vi kan undgå. Det ligger naturligt i os, på den ene eller den anden måde. Og naturen skal man ikke pille ved, som jeg selv har anslået tidligere. Men som intelligente mennesker, burde vi nok vende det til noget godt, for det er vi faktisk i stand til. Hvis man ikke vil spilde sin tid, skal man heller ikke fokusere på den. Men derimod, skal man glæde sig til det man venter på, og nyde det så længe det varer. For det er snart overstået.
Det er gratis at oprette en konto