En aften, hvor jeg ikke skal nå noget, står jeg under stjernerne og venter på den dreng, jeg elsker. Det er den slags ventetid, der kilder i maven, fordi jeg er helt sikker på, at det er det hele værd. Han træder tættere på, og tiden eksisterer slet ikke mere, fordi den er gået i stå, og der er et åndeløst øjeblik, som jeg aldrig vil kunne gætte længden på, for når man er så optaget af noget, kan tiden være lige meget, og også selvom der hører ventetid med. Sekunderne inden det første kys føles måske uendelige, men for min skyld må de fortsætte for evigt. Det er den slags ventetid, ingen har noget imod. Ordsproget ”alt godt kommer til den som venter”, forklarer at man bliver nød til at vente, for at få det optimale ud af alt man laver og i det hele taget sit liv. Ellers får vi ingen muligheder og ingen valg. Hvis vi ikke tager os tid til at vente på muligheder, må vi nøjes med det første og ikke altid det bedste.
Hvorfor venter jeg egentlig, og hvorfor føles sekunderne som timer, når jeg venter? Ventetiden kan både være spænende og god, men ofte er det noget jeg bestemt ikke kan lide. Der er ingen tvivl om at når jeg venter på betjening i yndlings-butikken eller så noget så simpelt som bussen, kan ventetiden være ulidelig, men det skyldes at tiden altid føles som det vi ikke vil have. Den er på tværs hver gang. Når vi hyg-ger os, har det sjovt og griner med de mennesker vi elsker, går tiden så hurtigt at vi knap nok føler at det sjove er startet før vi må stoppe. Til gengæld føles det som om at minutterne strækker sig over flere timer når der er 5 minutter af sidste time, fredag eftermiddag, før jeg kan gå på weekend. Jeg prøver af alt min kraft at nyde det jeg laver, for hvis man er positiv omring sin beskæftigelse går tiden ikke så langsomt som hvis man tæller sekunder.
Det er gratis at oprette en konto