… Han prøvede at få fat i enhver sten eller rod han kunne med hans venstre arm. Der var ikke rigtig nogle ordentlige rødder, han kunne tage fat i, og stenene sad ikke fast. Han nåede aldrig særligt langt op skråningen, hans sko var alt for glatte. Han vidste, at han aldrig ville komme op på den her måde. Han bestemte sig for at gå langs rabatten fra skråningen mod den lille landsby. Han gik lige imod sneen og den blev med blæse ind i hovedet på ham. Han var helt følelsesløs i ansigtet.
Han kom endelig til et sted ved vejen, hvor der stod et træ. Han kunne se et par rødder, der stak op ad jorden. Han gik ligeså stille op ad skråningen, hvor han, idét han kunne mærke, at han var ved at ryge ned igen, kastede sig på sin venstre side og fik fat på en af træets rødder, hvorefter han trak sig langsomt op ad skråningen. Da han kom op på vejen, begyndte han at gå imod landsbyen igen. Måske hvis han var heldig var der en bi,l der kunne køre ham ind til byen. Hans tempo var ikke blevet bedre efter den lille scene med skråningen. Det var også begyndt at skære i hans venstre ankel nu. Han var nødt til at stoppe mere ofte nu. Da han havde gået et par minutter langs vejen, så han et par billygter, der kom mod ham. Godt nok kørte bilen ”den forkerte vej” men, hvis den kunne køre ham et par kilometer mod landsbyen, ville det hjælpe ham en hel del. Derfor stillede han sig ind foran bilen og håbede på det bedste. Bilen kom tættere og tættere på, men føreren bremsede ikke ned. Han nåede lige at hoppe til siden inden bilen ramte ham. Han begyndte at gå igen. Smerten i anklen var blevet værre. Han stoppede mere ofte og hans ryg begyndte også at gøre ondt efter, at have haltet så meget. Han kunne se noget lys fra nogle enkelte huse, hvor beboerne stadig var oppe. Han var stadigvæk en kilometer fra byen, og det var ved at være sent på aftenen.
Det er gratis at oprette en konto