Kierkegaard blev født i København som den yngste af en søskendeflok på syv. Hans mor, Ane Sørensdatter Lund (1768–1834), var først tjenestepige i huset. Det er stort set også det eneste, man ved om hende. Faderen, Michael Pedersen Kierkegaard (1756–1838), satte et stort præg på børnene gennem sit skarpe vid, sin religiøse tvivl og sin fantaseren. Han var uldkræmmer og udvidede virksomheden. Han blev storkøbmand og ejendomsspekulant og skabte den rigdom, der gjorde det muligt for hans yngste søn at hellige sig forfatterskabet. Kierkegaard blev student fra Borgerdydskolen i 1830, og som sin ældre bror, P.C. Kierkegaard, valgte han at studere teologi på Københavns Universitet. Han begyndte snart at fordybe sig i litterære og filosofiske studier, skrev udkast til analyser af Fausttypen og "Den Evige Jøde", og han forfattede bladartikler med en konservativ grundholdning. Han havde en soldeperiode, der bragte ham på kant med faderen for en tid. I 1838 døde faderen, og det gjorde et voldsomt indtryk på Kierkegaard. Han taler om den store jordrystelse, der påtvang ham en uomgængelig synsvinkel på samtlige fænomener. Han hentyder til en hemmelighed i faderens liv og gudsforhold. Det står ikke helt klart, hvad det drejede sig om, men opdagelsen fastlåste Kierkegaards opfattelse af kristendommen som en frygtindgydende religion. Han beskæftigede sig til daglig med at være teolog, forfatter, litteraturkritiker, filosof, digter og romanforfatter. Det er karakteristisk, at værkerne fra forfatterskabets første fase er udgivet under pseudonymer. I "Efterskriften" ender Kierkegaard sig samtlige af sine værker. Ved hjælp af pseudonymerne lader han de teologiske, filosofiske og psykologiske temaer spille dialektisk mod hinanden på en måde, som har gjort ham til en af eksistentialismens fædre. Pseudonymerne har netop gjort, at forståelsen af hans værker blev op til "hiin Enkelte", fordi argumentationen "ikke" var fremført af Kierkegaard selv. Han udgav samtidig en række religiøse "taler", som blev samlet i 2845 under titlen Atten opbyggelige Taler. Han udgav dem under eget navn for at vise, at han først og fremmest opfattede sig selv som religiøs og kristelig forfatter. I den sidste periode – kirkestormen – kaldte han hele sit tidligere forfatterskab for “en digters politieklogskab“ der skulle gøre de mennesker, han nu angreb, nemlig præsterne, trygge, sådan som politiet gør det for at se dybere i tingene.
Det er gratis at oprette en konto