Meningen med livet og Søren Kierkegaard

Hver eneste morgen står jeg op, går i skole, på arbejde, laver lektier, er sammen med venner og går i seng igen. Jeg kæmper for at få gode karakterer, for at kunne få en god uddannelse og få et godt arbejde, for derefter at føle jeg har succes. Men hvorfor gøre alt det besvær, når vi alle i sidste ende, ender det samme sted. Vi dør og intet har været til nogen nytte, eller har det? Hvem beslutter hvornår man har succes og hvad betyder ”at have succes”? Jeg ligger tit og reflekterer over alle de spørgsmål, men uden at formå at finde frem til en konklusion. Livet kan fremstå så ufattelig meningsløst det ene øjeblik og det andet drukne i mening, så man slet ikke kan finde ud af hvad der i virkeligheden er vigtigst af det hele. Hvorfor stræber så mange efter at finde kærligheden og være rige? Hvorfor er det penge som alt bliver målt og vejet i? Da jeg var lille, tænkte jeg ikke så meget over meningen med livet, men troede bare det var en proces og satte ikke det mindste spørgsmål ved livet, men som man bliver ældre kommer der flere tanker og flere spørgsmål. Nogen sætter ingen spørgsmålstegn ved meningen med livet, de er slet ikke i nogen tvivl omkring det. Nogen finder meningen i teologien, mens andre gør det i videnskaben og andre et helt tredje sted. Nogen kan slet ikke se nogen mening med livet. Hvis man ingen mening med livet ser, vælger mange at stoppe med at stræbe efter det perfekte og nogen endda at selv afslutte sit meningsløse liv. ”At vove er at tabe fodfæste for en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv”, det sagde Søren Kirkegaard for snart 200 år siden. Siger han, at man slet ikke er noget, hvis ikke man tør tage chancer? Han mente at mennesket selv har et valg og man ikke bare skal lade sig flyde passivt med strømmen. Han mente mennesket selv skulle have meninger og holdninger. Han er også personen bag eksistentialismen. De tanker Søren startede, er dem, som jeg stadig har svømmende rundt i mit hoved. Er man intet menneske hvis ikke man ikke har meninger og holdninger? Hvorfor kan man ikke bare flyde med strømmen, det vil da være nemmest ikke og tage stilling til noget, ville det ikke? Hvorfor det er så vigtigt at sige sin mening og træffe sine egne valg, kan man jo så spørge sig selv om. Jeg ved ikke hvad min egen mening er. Det kan føles, som om meningen ændre sig med ens lykke og værdier i livet. At opnå succes vil altid være et mål for mange, og også et mål for mig. Hvornår man har succes ved jeg dog ikke. Når man opnår ens mål, har man vel på en måde succes, eller hvad?