I mit perspektiv har vi i Danmark brug for Yahya Hassan mere end nogen sinde før. Vi har brug for et realistisk billede af hvad vi i dagligtale kalder ghettoer. Jeg ser et land som bliver mere og mere splittet, gående mod at se religion og baggrund som en afgørende faktor for at være et rigtigt menneske. Debatten er rødglødende og kritik er blevet til generaliserende mudderkast, hvilket jeg mener gør denne bog farlig men også nødvendig. Den er som de fleste andre samfundskritiske bøger; man kan vælge bestemte citater og uddrag til ens egen fordel. Der er både ting der kan vendes mod muslimer og ghettosamfundet, men i særdeleshed også ting som kan vendes mod det system Yahya Hassan mener burde have hjulpet ham. Bogen Yahya Hassan af Yahya Hassan handler bl.a. om at stå i mellem to kulturer og de problemer det kan medføre.
”I SKOLEN MÅ VI IKKE SNAKKE ARABISK
DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK”
(Side 6, linje 6-7)
En historie baseret på meget vrede og frustration. Bogen omhandler mange ufærdige kampe og mange abnorme situationer som er affødt af, eller afføder Yahya Hassans vrede og frustration.
Ud fra ham selv er det ærlighed, hvilket umiddelbart ville tolkes som at han har skrevet en selvbiografi, men der er ikke nødvendigvis en selvbiografi. Ifølge ham er det poesi, uden andet. Tilfredsstillende for dansklæren vil jeg kalde denne balance, og bogen, for performativ biografisme, idet at bogens præmisse var hans ærlighed, og derfor også hans virkelighed.
Det er gratis at oprette en konto