Med sin debuterende digtsamling, der udkom d. 17. oktober i år, har Yahya Hassan formået at ryste Danmark i sin grundvold. Den 18-årige digter fra Gellerup river os ind i en skånselsløs virkelighed, når han fortæller om en opvækst, der virker helt fremmed for de fleste. Der er et enormt drive i de handlingsmættede strofer, og digterjeget skifter hele tiden mellem en barsk konstaterende stemme, og en mere spottende en, når han fortæller om volden, kriminaliteten og den ustandselige offerrolle som han gang på gang udsættes for. Der bliver ikke lagt fingrene imellem i digtene, og lige fra første linje i åbningsdigtet Barndom er det lige på og hårdt - i bogstavelig forstand: Fem børn på række og en far med en kølle / Flergræderi og en pøl af pis. Tæppet går op, og scenen er sat for historien om digterens opvækst og tilsnigende indsigt i det betændte indvandrermiljø.
Digtsamlingen berører mange af de temaer man kan forvente, når det handler om muslimske indvandrere, såsom tørklæder, penge, der sendes til familien i hjemlandet (vi sparede op til de andres dårligdomme/gemte penge under et gulvtæppe/vekslede til dollars og bad til Allah), omskæringer og muslimske traditioner. Men hos Yahya får man historien indefra, mens den leves. Det er dermed en næsten klassisk kronologisk dannelsesroman, hvor hovedpersonen kommer ud for en masse dramatiske og forfærdelige ting, men ender med at klare sig igennem.
Det er gratis at oprette en konto