Analyse af Yahya Hassans digt 'BARNDOM'

Yahya Hassan var en dansk/palæstinensisk digter. Han har skrevet digtet BARNDOM, som er fra hans digtsamling i år 2013. Digtet handler overodnet om hans barndom, og hans opfattelse af den palæstinensiske kultur. Det giver et virkelig godt indblik i, hvordan Yahya har levet, og hvordan han har tolket den her kultur, i forhold til magt, vold, tro og religion. Også hvor hård en barndom han har haft i familien, grundet hans far. Man får et virkelig dårligt indtryk af deres kultur og hans opvækst, og begynder også at spekulere over, hvor god og anderledes ens egen opvækst har været/er.

Overordnet kan man sige, at digtet er et moderne digt. Da man faktisk ikke finder nogle rim i teksten. Allerede når man kigger på første vers, kan man se, at teksten vil fortælle en historie om en familie. Teksten har kun 1 strofe og ingen rim, og derfor er det et prosadigt, hvilket også stemmer med, at der bliver brugt sprog, som man bruger i daglig tale. Hele digtet er skrevet med store bogstaver, hvilket også kendetegner Yahya, måske det er for at gøre det mere voldsomt og overdrevent. Teksten har et formål og et motiv, og det er at fortælle os om Yahyas barndom. Som man går ud fra, da han har skrevet digtet i førsteperson, og fortæller om familiemedlemmerne som relationer til fortælleren, hvor han fx siger ”vi stikker skiftevis en hånd frem,” eller ”han tager min bror i skuldrene og retter ham op”. Som sådan fortæller han ikke rigtig om et fysisk miljø, i vers 16 får vi at vide, at moren smadrer tallerkner i opgangen, som fortæller de bor i en lejlighed. Man kan også kun lige fortælle ud fra digtet, hvilken slags familie vi har med at gøre, hvis man ikke kender Yahyas baggrundshistorie. Ved vers 19 får man fortalt noget om Gazastriben, hvorved man så kan regne sig frem til, at man har at gøre med en palæstinensisk familie. Men til gengæld, får man meget indirekte at vide om det psykisk miljø. Digtet er meget følelsespræget, og taler sindssygt meget til appelformen patos. Man får fortalt, at faren her til de 5 børn står med en kølle, at børnene skiftevis skal stikke en hånd frem, et sidste slag i røven på vej ud ad døren, og der pisser et vandfald ned ad et barns ben. Alle de beskrivelser af handlinger i historien, er med til at give en forståelse af, at de er hunderæd og skrækslagene for deres far. At faren bruger vold, er U medmenneskelig, og en dårlig person i hans øjne. Hvis man går tilbage til vers 16, hvor man får at vide, at moren smadrer tallerkner, kan vi også tolke det, som om hun ikke gør noget andet, altså hjælper børnene og forsvarer dem, men at hun ”bare” står og smadrer tallerkner. Hvis man kigger efter metaforer i teksten, er vers 18 et godt eksempel på en besjæling, da han menneskeligøre bulldozerne, altså gør bulldozerne hyperaktive. Der ligger en besjæling mere i den linje nemlig fortørnede kropsdele, det er ikke en sammensætning som vi ville bruge i daglig tale, men den fortæller, noget om en dårlig behandling overfor de her kropsdele. I slutningen af digtet bliver der lagt vægt i det her med de 2 forskellige verdner ”i skolen må vi ikke tale arabisk, og derhjemme må vi ikke tale dansk”, som udgør en stor del i betydningen i digtet. Den der kontroversielle del af hans verden, som ”almindelige” danskere ikke oplever. I digtet finder man også 2 gentagelser ”et tal, et skrig, et tal”. Som overordnet også beskriver temaet i digtet altså angst, frygt og vold.