Det gode liv: analyse af Thomas Blachmans 'Det kolossale menneske'

Hvad er det gode liv? Er det noget vi individuelt skal skabe? Er det noget vi skal skabe i fællesskab? Eller er det måske noget der både skal skabes individuelt og sammen med andre? Er det det samme vi alle ser som et godt liv? Er bare nogle af de spørgsmål der kan poppe ind i hovedet af folk når de læser Thomas Blachmans bog fra 2008 det kolossale menneske. Jeg har læst et uddrag af teksten og har flere gange overvejet hvad er det gode liv egentlig.

I teksten påpeger Thomas Blachman at ”er vi blevet begavet med hver sit fingeraftryk, udseende, stemme, duft og talent for kun at tiljuble det normale?” hvilket gjorde at min hjerne begyndte at tænke på om vi egentlig lever et godt liv. Hvis vi vælger at leve som det omverdenen mener er normalt undertrykker vi så vores personlige behov og styrker for at passe ind i den kategori vi har lavet der hedder normal. Men hvad er det normale? Er det at være som alle andre? Er det at gå i skole og få en uddannelse for efterfølgende at få en familie? Personligt mener jeg at det normale er når vi alle opføre os stille og roligt og når alle gør det der af samfundet er set som det rigtige. Eksempelvis at tage en uddannelse så du kan komme ud og arbejde. Men hvis vi lever efter det gør det vel egentlig at vi ikke kan leve det gode liv da vi ikke lever op til vores fulde potentiale. For det er jo ikke sikkert at man som person egentlig synes ens job er det fedeste i verden og at det viser ens styrker. Det kan være du er super god til at tegne men da samfundet ikke fremhæver kunstnere medmindre de er blevet til noget vælger du et job du egentlig kun har for at få mad på bordet. Så går dit potentiale til at blive noget, inden for noget du interesserer dig for, vel egentlig til spilde fordi du er bange for at springe ud i noget, du ikke ved hvordan ender. Et eksempel er at Blachman fortæller at han ønskede ”at tage initiativ til en slags udenomsparlamentarisk metalag blandt de samfundsforfængelige.” men han kunne ikke se hvor projektet ville ende og var nervøs for udfaldet så han valgte ikke at forsøge.