Jugoslaviens rejse gennem krige og diktatur

Landet Jugoslavien blev oprettet som en ny stat på Balkan efter 1. verdenskrigs afslutning i 1918. Balkan havde indtil da været domineret af henholdsvis det Østrig-ungarske- og det Osmanniske imperium, som begge havde været multinationale imperier med mange forskellige folkeslag. 1. verdenskrig betød imidlertid, at de begge faldt fra hinanden, hvilket gav de sydlige slaviske folkeslag mulighed for at danne et samlet kongedømme under navnet Jugoslavien, der netop betyder de sydlige slavers land.Det første jugoslaviske kongerige overlevede indtil 1941, hvor landet blev draget ind i 2. verdenskrig, da det blev invaderet af Tyskland, Italien og deres allierede i regionen. Efter fire års hård krigsførelse, hvor det aldrig lykkedes at underkaste landet fuldstændigt, blev Jugoslavien genoprettet af den kommunistiske modstandsbevægelse. Dette nye socialistiske Jugoslavien eksisterede frem til 1991, hvor det brød sammen i de blodige krige, der er temaet for denne bog.Det socialistiske Jugoslavien var en føderation af seks forskellige delrepublikker: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien. Landet dækkede et område på 250.000 kvadratkilometer, hvilket gjorde det over 2/3 så stort som det nuværende Tyskland, og havde i 1991 omkring 23 millioner indbyggere. Landets hovedstad var Beograd, som samtidig også var hovedstad i delrepublikken Serbien.Landet Jugoslavien bestod af en række forskellige folkeslag, og de fleste af delrepublikker fungerede som det primære hjemsted for et af disse folkeslag. Slovenien var først fremmest befolket af slovenere, Kroatien af kroater, Serbien af serbere, Montenegro af montenegrinere og Makedonien af makedonere. Den eneste undtagelse var Bosnien-Hercegovina, hvor der ikke var nogen klar sammenhæng mellem delrepublikken og et enkelt folkeslag, idet der her, udover bosniske muslimer, også boede store grupper af kroater og serbere. Udover de nævnte folkeslag var Jugoslavien også beboet af en række mindre etniske grupper. De to væsentligste af disse var de etniske albanere i Kosovo og de etniske ungarere i Vojvodina. Disse to områder, havde hver især status af delvist autonome provinser.