Romantikken: dualisme og monisme i digte

Himmelsk eller jordisk? Fænomen eller idé? Alle disse var store kontraster i litteraturperioden, Romantikken. Romantikken varede i årene 1800-1850. Litteraturen blev utrolig præget efter oplysningstidens fornuftsdyrkelse. Romantikken blev skabt efter at Danmark havde lidt store tab, bl.a. Københavns Bombardement. Kunstnerne, eller genierne som de blev kaldt den gang, var derfor nødt til at genvinde danskerne håb og mod. Forfatterne begyndte at vende tilbage til religionen, ligesom før oplysningstiden. Specielt at se Gud i naturen var noget forfatterne benyttede sig meget af. De begyndte at fornemme Gud i naturen, som om Gud var en del af den. Gud fornærmes over alt i naturen i denne tidsperiode. Dette kaldes for panteisme.

Dette var nogle hårde år for Danmark, og det vidste sig at det blev hårdt at komme op igen. England havde et horn i siden på Danmark, efter at Danmark ikke ville hjælpe England i Napoleons krigene. Dette udløste Københavns Bombardement i 1801 og strejkede sig til 1807. Denne store krise resulterer i at Danmark går statsbankerot i 1813. På grund af denne hårde tid var Danmark langt nede og vi havde mistet glæden. Det var herefter at kunstnere trådte til for at genvinde glæden hos danskerne. Dette kunne nemt ses på litteraturen. Littareturen blev meget idealistisk, hvilket betyder at folket tror på, at der er to verdner. Fænomenernes verden, som er det jordiske liv og idéernes verden, som symboliserer det himmelske. Denne tankegang er inspireret af den oldgræske filosof Platon. Dette menneskesyn var meget præget i Romantikken. Mennesket var fanget i fænomenernes verden, mens de længes efter idéernes verden. Romantikken brugte følelser, som det element, der kunne skabe en forbindelse til ideernes verden. Dette er også derfor at appelformen patos var meget velset i Romantikken. Dog var disse følelser kun en lindring fra det jordiske fængsel, som legemet befandt sig i. Mange kunstnere har været meget svært ved at forene de to verdner. Dette kaldes dualisme. Andre kunstnere havde intet problem med at forene disse, og de kunne let forbinde de to verdner. Dette kaldes monisme. Ved monisme menes der, at de to verdner er smeltet sammen, og er blevet til en enhed.