Idealisme: den egentlige, sande virkelighed er ideernes verden.
Skelnen mellem fænomenernes verden (den konkrete, materielle verden) og ideernes verden, som mennesket kun kan erkende i kraft af sine åndsevner.
Kontrastpar:
Ideernes verden vs. fænomenernes verden
Det himmelske vs.det jordiske
Det åndeligevs. det materielle
Det sjæleligevs.det legemlige
Universalromantik (Oehlenschläger)
Gud er i alt = panteisme
Naturen er besjælet
Den guddommelige idé – at alt er en enhed og mennesket dermed også er en del af naturen, og at ideernes verden og fænomenernes verden dermed kan forenes – er helt central.
Man kan kun nå erkendelsen og følelsen af sammenhæng gennem følelser og intuition – ikke gennemfornuft. Derfor opleves den næsten udelukkende af digtere/kunstnere og ”naturbørn”.
Den nationale fortid bliver idealiseret på bekostning af nutidens splittelse og forfald.
Et centralt begreb er Guldalderen. Guldalderen er en storslået fortid, hvor guderne var på jorden.
Nyplatonisme (Schack von Staffeldt)
Bygger på den græske filosof Platon, som er dualist. Dualisme = verden er delt i et åndeligt (ideernes verden) og et jordisk(fænomenernes verden) rige. Mennesket spejler universets dualisme, da sjæl og krop er adskilte.
Idéverdenenvs.fænomenernes verden
Evig, kosmologisk ordenkaos
Sjælkrop
Menneskets fødsel er et fald fra den ideelle tilstand, fordi sjælen inkarneres af en krop, og vi dermed mister vores del af den ideelle verden. Vi har dog en intuitiv fornemmelse af, at vi er faldet og længes efter den ideelle samhørighed om at være ét med alt (denne længsel kalder Planton for Eros). Lægselen bevirker desuden en stræben efter noget højere, skønnere, sandere.
Det er gratis at oprette en konto