Jeg har hen over sommeren fuldt med i diskussion om singlemødres ret til at få kunstig befrugtning. Men nu har jeg lige læst to tekster der modargumenterne hinanden og nu vil jeg skrive min menig om sagen.
Rasmus Larsen har skrevet teksten ”singlemødre et forfærdeligt moderne fænomen”. I hans tekst skriver han meget om at kvinder ikke har brug for mænd til at få børn mere, og at det er et forfærdeligt fænomen. Jeg synes han har ret i mange af de ting han skriver, som at kvinder ikke har behov for mænd længere. Han skriver noget om at det bliver for nemt for kvinder at få et barn, og de behøves ikke at gøre noget for at møde manden i deres liv, eller gå på kompromis med en mand. Han skriver ”i tidligere tider, det vil sige før 2007, kunne man ikke vandre ind på en offentlig klinik og få serveret et barn fordi man ikke gider at dele det med en mand”.
Det menneske, der ikke er begrænset af en anden, er et menneske der ikke er noget for nogen. Han skriver også i hans tekst ”hvis man er ubehøvlet og opfører sig elendigt over for alle, eller man er en, der ikke byder andre mennesker noget godt så er det selvsagt svært at få en partner og gudskelov for det”. Det synes jeg måske er en lidt grov opfattelse af hvorfor kvinder vil have kunstig befrugtning, men efter det skriver han så også ”det tvinger os nemlig til at ændre os således, at vi for at få vores ønsker opfyldt, i dette tilfælde et barn. Det er ligefrem etisk opdragelse at være nødsaget til at være noget for andre”. Der synes jeg at han har fat i noget om at man skal kunne være noget for andre.
Det er gratis at oprette en konto