Jeg har en svensk accent. Nogen gange kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad folk tænker om mig. Kan de lide mig? Eller forstår de overhovedet hvad jeg siger? Rasmus siger altid at han synes min accent er sød. Jeg rødmer hver gang han siger det til mig. Rasmus mødte jeg da jeg næsten lige var flyttet til Danmark. Det var for ensformigt og kedeligt hjemme i Sverige. Derfor flyttede jeg til Danmark. Dengang tænkte jeg at det var en god ide, nu når jeg sidder her, er jeg i tvivl om jeg synes det samme. I går aftes skændtes vi. For første gang i 4 måneder. Vi mødtes om formiddagen på vores yndlings cafe, som vi altid gør i hans pause. Vi sad og snakkede uafbrudt. Alt fra hvordan vejret var til hvad vi skulle i morgen. Som vi plejede. Det var daglig rutine. Han sagde at han skulle fortælle mig en vigtig nyhed. Jeg blev ved med at spørge hvad det var, men det fik jeg ikke af vide, så stædig som han nu er. Han tog tilbage på arbejdet, og jeg tog hjem til min lejlighed på Østerbro. Han havde heldigvis fri tidligt, så jeg skulle ikke vente længe før han kom hjem. Dørklokken klingede den velkendte lyd, så jeg hoppede ud af sofaen og åbnede døren for ham. Vi satte os i sofaen. Jeg satte mig tæt ind til ham, og lagde mit hoved på hans skulder. Der var helt stille, udover lyden fra det tændte fjernsyn. Jeg tænkte over hvor heldig jeg var. Følte mig næsten lykkelig. Rasmus var den første der sagde noget. Han spurgte hvordan min dag havde været. Jeg fortalte ham, at den havde været fin men at jeg var nødt til at smutte på arbejde senere. Jeg spurgte igen hvad nyheden var, men han ville stadig ikke fortælle mig det. Han ville lave aftensmad til når jeg kom hjem fra arbejde, og fortælle nyheden der. Jeg arbejder på en restaurant ikke så langt fra min lejlighed. Da jeg trådte ind i restauranten så jeg at der var godt fyldt op. Der var jeg virkelig taknemlig. Et, så havde jeg mindre tid til at tænke på hvad Rasmus mon lavede alene i min lejlighed, hvis han altså stadig var der. To, der ville være rig mulighed for at få nogle ekstra drikkepenge i aften. De næste par timer den aften fokuserede jeg på hvilke borde i restauranten, der var mine som jeg skulle servere og tage imod ordre fra. Jeg er næsten lige startet på jobbet som tjener, så er stadig ved at lære hvordan det hele forholder sig. Tiden gik hurtigt og det var ved at være lukketid. Så kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme hjem, og finde ud af hvad Rasmus havde planlagt at fortælle mig. Jeg vinkede farvel til min chef, og ønskede ham en fortsat god aften. Der gik ikke lang tid, før jeg stod udenfor døren til min lejlighed. Jeg blev glad da jeg trådte ind i lejligheden. Rasmus havde stillet stearinlys og rosenblade på spisebordet. Ville han fri til mig? Jeg begyndte at blive nervøs. Rasmus havde aldrig gjort sådan noget her før. Jeg lagde min jakke og sko på deres plads, og trådte derefter helt ind i lejligheden. Ude i køkkenet var Rasmus i fuld gang med at lave mad. Vi hilste på hinanden og jeg gik tilbage til stuen. Lidt efter kom Rasmus gående ind, og fortalte at der var serveret. Jeg rejste mig og gik hen og satte mig overfor Rasmus, ved det lille bord han havde dækket op. Da han også havde sat sig, skålede han for en god aften i den rødvin der var sat frem. Maden var fantastisk, men nu måtte jeg altså vide hvad det var der foregik så jeg spurgte ham. Hans ansigt blev helt alvorligt da jeg spurgte ham. Han rømmede sig kort inden han endelig sagde noget. Han begyndte at snakke om hvor godt det hele gik på hans arbejde, og at det bare ikke kunne blive bedre. Men så smed han bomben. Rasmus fortalte at han var blevet forfremmet, og var dermed nødt til at flytte længere væk end godt var. Han fortalte også at alle hans ting allerede var flyttet ind i den nye lejlighed, og han ønskede nu at jeg skulle flytte med. Jeg blev helt målløs. Vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var selvfølgelig glad på hans vegne at han var blevet forfremmet, men vi havde ikke snakket om at skulle flytte sammen. Vi havde ikke set hinanden i mere end fire måneder og jeg synes stadig det var for tidligt at snakke om det. Jeg tøvede længe. Var usikker på om jeg virkelig ønskede at bo sammen med ham. Jeg var bange for at det vi havde ikke ville holde, hvis jeg sagde ja. Jeg havde egentlig bare siddet og kigget ned i bordet, da jeg løftede hovedet og så på ham. Jeg kunne ikke flytte og det sagde jeg til ham. Han blev såret. Det kunne jeg se på ham, trods vi ikke havde kendt hinanden i så lang tid. Jeg hadede at se på ham når han så såret ud, velvidende om at det var min skyld. Men jeg kunne ikke, jeg ønskede ikke at flytte. Han sagde at han troede jeg elskede ham og det gjorde jeg jo også, men bare ikke nok. Han rejste sig fra stolen og gik mod hovedøren. Han måtte ikke gå. Jeg ønskede ikke at han skulle gå. Men han ville ikke blive. Jeg elskede ham ikke nok, til at jeg ville blive sammen med ham, sagde han. Før han forsvandt ud af hoveddøren til min lejlighed, fortalte han at han ville tage bussen i morgen eftermiddag. Så sad jeg tilbage i lejligheden, ved det op pyntede bord og de tændte stearinlys. En varm tåre trillede ned over min kind. Hvis han ville rejse, så måtte han bare gøre det. Men jeg ønskede han skulle blive. Her ved mig i min lejlighed. Jeg pustede stearinlysende ud og lagde mig i min seng og kiggede op i loftet. Jeg følte mig tom indeni, da jeg stod op næste morgen. Jeg gik i bad og bevægede mig derefter ind i stuen. Nu sidder jeg her. I min vindueskam i min lejlighed på Østerbro. Jeg har ladet det hele stå fremme og nu kommer jeg til at tænke endnu mere over hvad der skete i går aftes. Jeg går hen til det stadig pyntede bord, og tager mig et glas rødvin og sætter mig tilbage i vindueskarmen. Her sidder jeg nu og sipper til min rødvin, mens jeg tænker på Rasmus. Jeg savner ham allerede. Jeg ønsker ikke at han skal rejse, ihvertfald ikke uden mig. Det er endelig gået op for mig at jeg tog fejl. Jeg elsker Rasmus. Vi skal nok klare os igennem de forhindringer der så må komme. Jeg rejser mig og tager mine ting. Jeg er nødt til at få fat i ham inden han tager afsted. Han er nødt til at vide at jeg elsker ham. Jeg skynder mig udenfor og begynder at løbe. Jeg ved at det er tid til at han skal tage bussen, så jeg løber endnu hurtigere. Jeg må virkelig ikke komme for sent. Han er nødt til at vide at–
Det er gratis at oprette en konto