En nytårsaften, som står klart i min erindring, tilbragte jeg med min familie og andet selskab. 2016 var lige om hjørnet, og tiden kunne ikke gå hurtigt nok. Uret viste knap 24, og det var tid til at gå det nye år i møde med et brag. Bogstavelig talt. Min far har altid været fascineret af fyrværkeri, og dette nytår var ingen undtagelse. Vi var alle spændte på det ”store nummer”, som skulle fyres af kl. 24. Tiden sneglede sig afsted, og min far antændte lunten. Jeg ventede på det velkendte ”whusj” og raketten, som ville suse op i den mørke himmel. Det kom bare aldrig. De næste minutter foregik, på én gang, både i slowmotion og fast forward. Det var et kaos, og tiden spillede en central rolle. Handlede vi ikke hurtigt nok ville det gå grueligt galt. Raketten var ikke fløjet til vejrs, men havde besluttet sig for at lade sit liv på jorden. Til vores alles held skete der ingen store skader, men uheldet ville helt sikkert sætte sit præg på vores fremtid. Ved begivenheder som denne, antager tiden en anden rolle end den gør i nogle andre sammenhænge. Tid er et bredt begreb. Men hvad dækker begrebet tid egentlig over? Er det bare en definition, vi har indført, for at få tingene til at hænge sammen? Tiden i sig selv er abstrakt. Det er jo i virkeligheden det, vi mennesker har allermest af. Det er grundstammen i vores eksistens. I hvert foretagende fortsætter tiden upåvirket.
Det er gratis at oprette en konto