Jeg sidder nu og skal til at skrive en stil. Jeg grubler over hvilken stil, jeg vil skrive, mens tiden bare går og går. Det bliver langsomt indlysende for mig, hvad jeg vil skrive om. Nemlig ventetiden. Om det glædesfulde ved at nyde ventetiden. Men der danner sig nu spørgsmål i mit hoved: ”Hvordan vil jeg definere ordet tid? Ventetid? Hvad er tiden, og hvor fører den os hen?” For at skrive mit essay er jeg nødt til at finde ud af, hvad mit skriveafsæt skal være og beslutter, at det skal være spørgsmålet: ”Hvordan vil jeg definere ordet tid?” Jeg spekulerer lidt over det, og selvom det står lysende klart for mig i mit hoved, er det så svært at få ned på papir, så jeg beslutter mig for at slå det op. Jeg går straks ind på wikipedia, og der står ”Tid er et abstrakt begreb, som i den lineære tidsforståelse oftest bruges om hændelsers konstante bevægelse fra fortid til nutid og fremtid. Tiden måles i år, måneder, uger, dage, minutter og sekunder. Tiden kan også være intervallet mellem to hændelser”. Dette er det, man kalder en meget kort og kontant beskrivelse af tid.
Jeg husker stadig, dengang jeg var en lille vrælende fedtklump. En lille vrælende fedtklump med små krøllede hår, og som mere end andet ønskede at tiden bare skulle drøne forbi. Jeg husker for eksempel en dag, hvor mig og min mor sad i bilen på vej hjem fra fodbold. Efter vi havde kørt et stykke tid, drejede hun rundt på rattet, og vi trillede langsomt ind på Kvicklys parkeringsplads. ”Jeg smutter lige hurtigt og handler nogle varer ind til aftensmaden i aften. Det tager kun fem minutter.” Fint nok tænkte jeg, så længe det kun tog fem minutter. Dengang havde jeg ingen idé om hvordan, man aflæste et såkaldt ur, men udtrykket fem minutter var jeg til gengæld temmelig bekendt med. Alligevel valgte jeg at stille spørgsmålstegn og spørge, om jeg nu kunne stole på det. ”Det kan du i hvert fald. Du skal bare tælle til 300.” Da min mor havde smækket døren forsigtigt i, taget nogle dristige skridt og var forsvundet gennem den elektroniske butiksdør, begyndte tiden langsomt at føles længere og længere. Jeg begyndte at føle, at den stod stille og oplevede mig selv fuldstændig rastløs, samtidig med mit indre ur tikkede. 201, 202, 203.. Kom nu mor! Kom nu! Og der var hun, men kun i langsom gang tilbage mod bilen, hvilket provokerede mig en hel del, da jeg bestemt mente, at der var gået langt over fem minutter, og at hun havde brudt vores aftale i stor stil. Da hun var ankommet til bilen og havde placeret sin bagdel solidt i forsædet, blev min utilfredshed (bogstaveligt talt) spyttet ud i hendes, alt for fredfyldte, ansigt. Alligevel lød svaret, stille og roligt, tilbage ”Tag det nu roligt, [NAVN A]. Hvad nåede du i det hele taget at tælle til?”. Jeg svarede forsigtigt 246, samtidig med at jeg ud fra min mors ansigtsudtryk desværre kunne bedømme, at jeg havde taget fejl.
Det er gratis at oprette en konto