Analyse af August Strindbergs 'Den stærkeste'

Det moderne gennembrud var, litteraturhistorisk set, en tid, hvor der blev gjort op med en forskruet virkelighedsopfattelse. Romantikken, der kom forinden, havde nemlig tendens til at idyllisere og skildre samfundet illusorisk og på den måde se igennem problematikker, der prægede samfundet. Her var kønsrolledebatten især oppe og vende, da der var så stort et skel mellem det at være mand eller kvinde; kvindens opgave lå i hjemmet, mens manden skulle brødføde familien. Den svenske dramatiker, August Strindberg, har skrevet dramastykket Den stærkeste, som fik premiere i 1889, der gør, at dramaet tidsmæssigt hører til det morderne gennembrud. Udover at sætte spørgsmålstegn ved kvindestereotypen i den pågældende tid, er stykket også et klassisk trekantsdrama med had, kærlighed og jalousi.

Dramastykket lægger ud med at præsentere personerne fru X, som er en gift skuespiller samt frk. Y, der også er skuespiller, men ugift. Begge personer befinder sig i samme erhverv, men er i hver sit stadie livs- og forholdsmæssigt, hvilket ses på titlerne frk. og fru. Denne kontrast understreges desuden når Strindberg betegner dem som ”X” og ”Y”. X er den vandrette akse i et koordinatsystem, mens Y er den lodrette akse i ét og samme koordinatsystem og er derfor hinandens modsætninger. Allerede her dannes der et modsætningsforhold mellem de to personer, som fremhæves lidt efter: ”Frk. Y sidder ved det ene bord […] På bordet en flaske øl, halvt drukket. Fru X kommer ind. Hun er vinterklædt i hat og frakke og har en smuk japansk kurv over armen” (l. 6-9, s. 4). Her gøres det klart at de to kvinder befinder sig i hver deres sociale lag, men citatet er også et eksempel på, hvordan det usagte implicit kommer til udtryk i det sagte. Denne fortællekunst kaldes impressionisme, hvortil formuleringen: ”don’t tell it, show it” hører til. Stilen overlader mere fortolkningsarbejde til læseren idet, at man viger fra fortællerforklaringer, men i stedet bruger handling og aktion som redskaber til at udtrykke noget. Et andet udtryk for impressionisme er hele dialogen, som i virkeligheden er en monolog, der er fremført af fru X. Man får hverken tanker eller kommentarer fra frk. Y, som blot tavs bliver siddende, mens hun bliver udsat for fru X’ tankestrøm. I stedet bliver vores indtryk af frk. Y baseret på hendes reaktioner af det fru X siger: ”Hvad ler du af, må jeg spørge?” (l. 68, s. 6), som er efterfulgt af bemærkningen: ”Frk. Y gør en foragtelig grimasse” (l. 29 s. 5). I og med, at frk. Y aldrig siger noget repræsenterer hun det usagte, mens fru X er repræsentant for det sagte. Derfor er det op til læseren selv at danne sig et billede af de respektive personer med henblik på hvad der er op og ned.