Analyse af August Strindbergs 'Den stærkeste'

Dramastykket Den stærkeste er skrevet af den svenske dramatiker August Strindberg og havde premiere i København i 1889. Tidsmæssigt hører dramaet til det moderne gennembrud, som fandt sted i litteraturen fra 1870-1890. Det moderne gennembrud var en reaktion på romantikkens idylliserede virkelighedsopfattelse og skildrede som modsætning samfundet realistisk og satte problemer under debat. Blandt andet kønsroller blev ofte diskuteret i denne tidsperiode, da der var en tydelig forskel på mulighederne for mænd og kvinder i samfundet. Normen var, at kvinden blev i hjemmet og var underlagt manden.Dramaet starter med en formel præsentation af de to personer, fru X, som er skuespiller og gift, og frøken Y, som også er skuespiller, men ugift. Denne præsentation generaliserer det kommende enkelttilfælde og gør det klart, at dramaet er en kommentar til samfundet. I matematikken bruges X og Y som den vandrette og lodrette linje i et koordinatsystem. Ethvert punkt på grafen i koordinatsystemet ligger både et sted på x-aksen og et sted på y-aksen. Ud fra en graf kan man faktuelt se en positiv eller negativ udvikling, så det må være Strindbergs intension, ud fra fru X og frøken Y, at tegne en realistisk illustration af samfundet i den pågældende tid. Ud fra navnene kan man sige, at personerne er modsætninger, hvilket også kommer til udtryk i det sceniske perspektivs valg af rekvisitter: ”Frk. Y sidder ved det ene bord… På bordet en flaske øl, halvt drukket. Fru X kommer ind. Hun er vinterklædt i hat og frakke og har en smuk japansk kurv over armen” (l. 6-9 s. 4 ). Dermed gøres det klart, at der er en social forskel på de to damer. De er begge skuespillere, hvilket symboliserer, at de hver har en rolle, som generelt kan genkendes blandt befolkningen, hvilket igen generaliserer enkelttilfældet.Ovenstående citat er også et eksempel på, hvordan det uudtalte implicit kommer til udtryk i det sagte, hvilket falder ind under formuleringen ”show it, don’t tell it”, der hører under fortællerkunsten impressionisme, som viser handlinger og iagttagelser, men ikke indeholder fortællerforklaringer. Denne skrivestil medfører mere fortolkningsarbejde til læseren eller beskueren. Vi får ingen introduktion til fortiden eller relationerne imellem personerne, men bliver kastet direkte ind i scenen og ud fra fru X’ monolog og frøken Y’s reaktioner skal vi selv tolke karakterernes fortid og personlighed, og hvad der er sandhed og indbildning. Impressionismen kommer også til udtryk i dramaets samtale, som ikke er en dialog, men derimod en monolog, som frøken X fremfører. Hun lader ordene flyde i en stream of consciousness, en lang tankestrøm, som hun formulerer for frøken Y, men i virkeligheden nok mest for sig selv. Man hører om Frøken Y’s reaktioner gennem fru X: ”Hvad ler du af, må jeg spørge?” (l. 68 s. 6) og i regibemærkningerne: ”Frk. Y gør en foragtelig grimasse” (l. 29 s. 5). Da frøken Y aldrig siger noget, repræsenterer hun det uudtalte, mens fru X repræsenterer det sagte. Fru X taler til frøken Y, men bruger ikke dialogstrukturerende sproghandlinger, men derimod noget der ligner handlingsregulerende sproghandlinger fx: ”Hvorfor kommer du ikke hjem til os i aften?” (l.85 s. 6), men da fru X aldrig lader frøken Y svare, men i stedet taler videre, bliver det til selvfremstillende sproghandlinger, da hun for eksempel bruger ovenstående spørgsmål som en bebrejdelse i form af, at frøken Y ikke har været på besøg længe. Desuden indeholder monologen mange tydelige negative selvfremstillende sproghandlinger fx: ”Jeg hader dig, hader dig, hader dig” (l. 133 s. 7) og mere indirekte: ”Jamen kæreste Amalie! Sidder du her juleaften – som en stakkels pebersvend!” (l. 11, s. 4). Frøken X har et behov for at nedgøre frøken Y og gør det med klar falsk omsorg. Fru X skifter ofte retorisk virkemiddel for at få frembragt den følelse, som hun ønsker, at frøken Y skal få. Det sker for eksempel, da hun kommer ind på forholdet mellem sin mand og frøken Y: ”Du har måske også prøvet at indynde dig hos ham? Jeg stolede aldrig rigtig på dig – men han brød sig nu slet ikke om dig” (l. 80-83 s. 6). Derefter er der en sigende pause, som giver beskueren eller læseren følelsen af dårlig stemning. For at lette stemningen skifter fru X helt udtryk og taler i stedet til frøken Y’s følelser: ”Hvorfor kommer du ikke hjem til os i aften og viser at du ikke bærer nag til os?” (l. 85-86 s. 6). De varierende intentioner og hurtige skift af følelser gør dramastykket interessant, og spændingen øges.Fru X giver udtryk for at være ophøjet i forhold til frøken Y, da hun er gift og derfor er socialt højere stillet, og af denne grund taler hun med en selvophøjende og belærende tone: ”Ved du hvad, Amalie. Nu tror jeg du havde gjort bedre i at beholde ham. Kan du huske, jeg var den første, som sagde til dig: Tilgiv ham. Husker du det? – Du kunne have været gift nu og haft et hjem.” (l. 23-25 s. 4). Hun kunne altså have haft et liv ligesom frøken X selv, som ifølge samfundets normer var det bedste, en kvinde kunne få. Selvom fru X hylder ægteskabet og familielivet, er det tydeligt, at hun ikke er tilfreds men snarere ulykkelig. Det virker som om, at hun er jaloux på frøken Y, på trods af at hun har valgt ægteskabet og familielivet fra. Det er vigtigt for fru X at virke dannet og ophøjet, hvilket kommer til udtryk i hendes sprogbrug, fx da hun bruger en fransk vending: ”Og hvis du har lært mig at klæde mig med smag – tant mieux” (l. 147-148 s. 8). Frøken Y’s reaktion på fru X’ nedladende tale virker ironisk og fattet. Hun lader fru X snakke uden at modargumentere eller blive sur: ”Frk. Y ser op fra bladet, nysgerrigt og ironisk” (l. 46 s. 5). Forholdet mellem de to damer er kompliceret og ifølge fru X, har de altid været konkurrenter: ”Du tror stadig, det var mig, der intrigerede dig ud af teatret, men det gjorde jeg ikke, jeg gjorde det ikke, selvom du tror det!” (l. 40-41 s. 5). Senere fortæller hun dog, at der var hold i beskyldningerne. Måske har det kun været fru X, som så dem som konkurrenter, da hun altid har set frøken Y som en trussel. Ifølge Kirkegaards typeteori hører fru X indenunder spidsborgeren, da hun ikke selv tager ansvar for sin egen ulykke, men overfladisk lader det ligge i et forsøg på at fremstå idyllisk. I sin lange talestrøm går der flere ting op for hende, og facaden smuldrer langsomt i takt med, at hun får snakket sig varm. Det går op for hende, at frøken Y har et forhold til hendes mand. Dette er grunden til, at fru X’ tale ikke sårer frøken Y eller nedværdiger hende. Frøken Y ved, at hun har skovlen under fruen, i og med at hun har en affære med manden, hvilket kommer til udtryk i frøken Y’s reaktion, som ikke bliver beskrevet, men som man hører gennem fru X: ”Og så ved jeg én ting, forstår du – han er mig tro – ja! For han har selv fortalt – hvad fniser du for” (l. 69 s. 6). Frøken Y fniser af fru X’ naivitet.Fru X bliver paranoid og ser et mønster, hvor alt hvad hun har foretaget sig i ægteskabet, har været under indflydelse fra frøken Y: ”Det var derfor, jeg skulle brodere tulipaner, som jeg hader, på hans tøfler. Fordi du kunne li’ tulipaner, ja derfor!... Og vi skulle bo ved Mälarn om sommeren fordi du ikke brød dig om havet. Og min dreng skulle absolut hedde Eskil, fordi Din far hedder Eskil. Det var derfor jeg skulle gå rundt i dine farver, læse dine forfattere, spise dine livretter og drikke det, du drak – chokolade for eksempel” (l. 118-124). Der tegner sig dermed et billede af et klassisk trekantsdrama med kærlighed, jalousi og had. Og netop hadet beskriver fru X dramatisk i et dynamisk billedsprog i form af sammenligninger: ”Din sjæl krøb ind i min som en orm i æblet og åd og åd, gravede og gravede, indtil kun skrællen var tilbage og en smule sort støv! Jeg ville flygte fra dig, men jeg kunne ikke. Du lå som slangen og lammede mig med dine sorte øjne…” (l. 126-129 s. 7). Disse sammenligninger giver skuespillet kant og spænding. Desuden viser det fru X’ sans for drama. I det moderne gennembrud var der fokus på Darwins evolutionsteori ”survival of the fittest”, og dramastykkets titel Den stærkeste er klart en reference til Dawinismen. Fru X’ personlige formål med talen er netop at finde ud af, hvem der er den stærkeste af hende selv og sin mands elskerinde. I starten giver hun udtryk for, at hun selv er den stærkeste, hvilket ses ud af hendes nedladende bemærkninger til frøken Y, hvorefter hun erkender sin mands kærlighed til frøken Y og dermed ser hende som den stærkeste, men til sidst bliver fru X dog enig med sig selv om, at hun selv er den stærkeste, da det er hende, som har manden. Hun vender husbondens betagelse af frøken Y til noget positivt, som har lært hende, hvordan hun skal elske sin mand: ”Tak Amalie, for alt det gode, du har lært mig, tak fordi du lærte min mand at elske! Nu går jeg hjem og elsker ham.” (l. 165-166 s. 8). Hvem der ifølge August Strindberg er den stærkeste og vinderen af konflikten, er svært at vurdere, da de begge bliver henlagt til en fortsat trist og undertrykt tilværelse. Frøken Y sidder alene tilbage med en øl juleaften, og fru X tager hjem og lever som en kvinde, hun i virkeligheden ikke er: ”Nu går jeg hjem. Og tager tulipanerne med mig. Dine tulipaner!” (l. 163 s. 8). Tulipanerne repræsenterer frøken Y, og dermed får manden det, som han vil have det, et liv med begge kvinder, og det er derfor ham, der er vinderen af trekantsdramaet, og som er den stærkeste. Den stærkeste følger Georg Brandes slogan for det moderne gennembrud: ”Problemer skal sættes under debat”, og ligesom Georg Brandes, J.P. Jacobsen og Henrik Ibsen beskæftiger August Strindberg sig med kvindens vilkår i ægteskabet og sætter dette under debat sammen med kvindens generelle rolle i samfundet. Disse forfattere har medvirket til, at kvinderne i 1915 fik valgret i folketinget, og at der i dag ses en langt bedre ligestilling mellem kønnene, både i ægteskabet og i samfundet.