Analyse af Strindbergs 'Et drømmespil'

Med Sofie Gråbøl i den ultimative hovedrolle som Agnes, Indras datter bliver man bogstavelig talt ført igennem en humoristisk, ”Alice i eventyrland”-lignende drøm.

”Det er synd for menneskene”

I starten ser man Agnes ligge på jorden – lige faldet ned fra himlen. Hun er sendt ned til jorden, da hun vil se, hvordan menneskenes tilværelse er. Langsomt følger vi hende gennem hendes rejse fra at være et uerfarent og nysgerrigt barn, til at vokse op og blive en voksen med meget viden om livet og mange iagttagelser.

”Det er synd for menneskene” lyder det gang på gang fra Agnes, da menneskene ikke kan finde svar på deres spørgsmål.

Man kan tydeligvis mærke, at stykket er skrevet i forbindelse med bruddet med naturalismen. Der er en port, der er låst gennem en stor del af stykket. Agnes og resten af dem udenfor porten er utrolig interesserede i at vide, hvad der gemmer sig bag porten. Da Agnes endelig får lov til at se, hvad der er bag porten, finder hun ud af, at folkene på den side også diskuterer, hvordan de kan få porten åbnet og se, hvad der er bagi. Det store spørgsmål gennem hele teaterstykket er: hvad er meningen med livet? Mange absurde træk går igen gennem stykket, såsom brugen af lys, situationer og spillestilen. Der er gennem hele stykket ikke brugt naturligt lys på skuespillerne, men blot et spotlight, der indikerer hvilken skuespiller, man skal fokusere på. En situation, der går igen gennem en del af stykket, er en, hvor en digter venter på Viktoria. Ca. 5 gange i stykket kommer han muntert dansende forbi for at høre, om Viktoria er gået, men gang på gang får han at vide, at hun stadig er inde bag porten. Viktoria dukker aldrig op. Situationen minder om det absurde teaterstykke: ”Vi venter på Godot” og flere af disse absurde scener ses gennem stykket. Agnes er en ultimativ rolle, der er ude i ekstremerne både spillestilsmæssigt, men også sprogligt. Er Agnes glad, kan man enten lukke øjnene og høre det eller lade være med at høre og blot se og stadig fornemme følelsen. Alle skuespillerne var utrolig stærke til at fremføre teaterstykket og hele vejen igennem til at overdrive følelser. En særlig scene husker jeg, hvor Agnes bliver chokeret. Hun stivner først med åben mund, løfter hænderne lidt, svinger det ene ben op, mens hun drejer en gang om sig selv. Det er vist så ekstremt, hvad hun føler, hvilket er et udtryk for et absurd træk. Tidens enhed fandt ikke sted under stykket, hvilket igen peger i retning af inspiration fra det absurde teater. Strindberg prøver med teaterstykket at fortælle befolkningen, at kærlighed hænger sammen med had, og at glæde og smerte er forbundet. Formålet med teatret var, at man en gang imellem fik deja-vu, da det hele tumlede rundt og gik fra den ene scene til den anden. Derudover var formålet også, at man gik hjem og tænkte over, om livet egentlig var så meningsløst, som de så primitivt fremførte det.