Den glemte ulykke: Dampskibet S/S Norges forlis

I år er det præcis 100 år siden, Dampskibet S/S Norge sank og hev 635 Danske, Norske og Svenske emigranter med sig i døden.

Å

ret er 1904, Det Danske Dampskib S/S Norge gøres klar til afgang. Skibet er sort, smukt og meget glansfuldt som det ligger i vandet og spejler sig. Damperen skal både forbi, Oslo, Kristiansand og New York. Ombord på Dampskibet er 68 besætningsmedlemmer deriblandt Kaptajn Valdemar Johannes Gundel.

Rejsen starter i København, dernæst sejler skibet til Oslo og derefter til Kristiansand og over Nordsøen og videre over Atlanterhavet. 727 Danske, Svenske og Norske emigranter samt en del Russiske jøder var nu kommet ombord på Dampskibet. Da det var første gang at mange af emigranterne var ude at sejle var de meget forventningsfulde til turen og der blev både danset, sunget og fortalt historier. De drømte alle om at komme til New York og enten finde lykken, tjene penge eller bosætte sig. Dampskibet var kun i besiddelse af otte redningsbåde til i alt 251 personer dvs. at 476 personer ikke ville kunne blive reddet af redningsbådene. Skibet skulle tit ind til land og have nye forsyninger, det stoppede bl.a. ved Skotlands kyst kun nogle timer før forliset. Det er tirsdag morgen d. 28. juni 1904 og klokken er omkring 07:45, da kaptajnen slår alarm. Dampskibet har påsejlet Helens Rev ved klippeøen Rockall. Besætningen hejser redningsbådene ned, men alle vil reddes og desværre er det kun de stærkeste som får en plads i redningsbådene. Derfor valgte mange at springe i det iskolde Atlanterhav, men intet menneske kan overleve i så koldt vand. Redningsbådene blev overbelastede, tippede og flere måtte ned og mærke det iskolde vand. Dampskibet S/S Norge synker med 635 emigranter og jøder og kun 160 får lov at overleve. Redningsbådene var fyldt op og der gik mange dage før alle bådene var tilbage på land. Nogle emigranter omkom på vejen hjem, af sult eller tørst og en af redningsbådene blev aldrig fundet. Andre overlevende fik ar på sjælen for mange så deres forældre, børn eller venner drukne og måtte leve videre med det savn. Ingen på land fik noget af vide om ulykken før næsten fem dage senere, da historien blev trykt i avisen.