Dampskibet S/S Norges forlis i 1904

Beretningen om det tragiske skibsforlis i 1904 hvor Dampskibet S/S Norge forliste ved påsejling af Helens Rev vest for Skotland.

Af: [NAVN A]

Passagerene på dampskibet S/S Norge, fik sig en brat opvågning den 28. juni klokken 7.45, år 1904. Skibet, der skulle sejle fra København til Norge og videre til New York, forliste ved påsejling af Helens Rev, 500 kilometer vest for Skotland. Af i alt 727 passagerer, omkom 635. Den 40-årige kaptajn på skibet, Valdemar Johannes Gundel, fulgte ikke den uskrevne regel der gik på, at kaptajnen går ned med skibet, og var dermed blandt de overlevende.

Der var både danskere, nordmænd, svenskere og russere om bord på skibet. De fleste skandinavere havde sandsynligvis New York som ende destination, på grund af de dårlige levevilkår i Europa på det tidspunkt. Mange vidste, at USA manglede arbejdskraft og mange havde hørt, at det var mulighedernes land.

Det var en tåget morgen, så kaptajnen var urolig. Han kendte godt til de farlige rev omkring øen Rockall. Men han havde sat kursen rigtigt, mente han selv, og troede han var fri af revene. Det var han ikke. Sådan lød kaptajnens version af historien.

S/S Norge

En danskers historie

Den dengang 12-årige Inge Hansen oplevede forliset på egen krop. Hendes familie og hun var nemlig med på det skæbnesvangre skib. I sin beretning fortæller hun: ”Den morgen hvor skibet forliste glemmer jeg aldrig. Jeg vågnede ved et kæmpe brag og derefter lyden af vand der væltede ind i skibet. Min far bad min lillesøster og mig om, at tage noget tøj på og skynde os ud af kahytten. Ude på gangene så vi en masse paniske mennesker, der også skyndte sig op på dækket. Vandet steg fortsat. Skibet vuggede fra side til side, og flere faldt på trappen. Panikken spredte sig, og man kunne spore rædsel i folks øjne. Jeg var også bange. Min far gik ned for at hjælpe kvinderne og børnene, og efterlod min mor, min søster og mig til os selv. Oppe på dækket var alt kaos. Besætningsmedlemmerne fik redningsbådene i vand og fik folk ned i dem. Først børn og kvinder. Men der var ikke nok både. Slet ikke nok.”