I år 1915 gik Italien med i 1. verdenskrig på ententens (sammenslutningen mellem Frankrig og England) side. De var blevet lovet et stort stykke land efter krigens afslutning. Da krigen i 1918 kom til vejs ende, fik de langt mindre jord end italienerne havde forventet. Dette førte til en nærmest national følelse af bedrag og ydmygelse. Ud fra italienernes syn, var det stykke jord de fik ikke nok til at opveje de omtrent 700.000 soldater som havde mistet livet i kampen.
Italien blev derudover hårdt ramt af efterkrigstiden. Arbejdsløsheden steg utroligt meget, og arbejderklassen gjorde oprør mod overklassen (Landmænd mod godsejere, og arbejdere mod arbejdsgivere). Den socialistiske tankegang blev populær. Venstrefløjen fik flere og flere stemmer, hvilket i sidste ende førte til en fuldstændig handlingslammet regering.
Helt overordnet kan man sige, at der var en gennemgående følelse af at Italien var ved at falde fra hinanden. Mange ønskede derfor at genetablere Italien som en stor magt. Alt dette førte til opstanden af den fascistiske ideologi, og i førersædet sad Benito Mussolini. Selvom det fascistiske parti ikke havde så mange følgere i starten, voksede denne meget hurtigt (den gik fra ca. 20.000 til 249.000 medlemmer på omtrent 1 år). Partiets medlemmer agerede meget voldsomt. Venstreorienterede borgmestre over hele landet blev væltet gennem meget voldlige handlinger. Det fascistiske parti blev i år 1922, selvom det stadigvæk var et relativt lille parti, valgt ind i regeringen. Dette skete efter Mussolini lod partimedlemmerne marchere ind i Rom under den såkaldte ”March mod Rom”.
Det er gratis at oprette en konto