Arbejdet som fandtes på fabrikkerne og minerne, var anderledes end det traditionelle arbejde i landbrug og håndværk. Arbejdet var meget ensformigt og monotont, og arbejderne skulle overholde faste arbejdstider. Denne meget stramme disciplin var de underlagt, og overtrædelser blev straffet med bøder eller afskedigelse. Dette medførte også meget lange arbejdsdage, og ikke mindst arbejdsuger.
Den nye industriarbejders klasse var meget sammensat. I nogle industrier var næsten alle arbejderne ufaglærte, mens andre industrier i høj grad krævede faglærte arbejdere. Dette medførte også stor ulighed i lønningerne. Der var også forskel på mænd og kvinders løn. Kvinder tjente per definition mindre, mens børnenes var endnu lavere.
En normal familie i 1800-tallet levede lige over fattigdomsgrænsen, og var stærkt afhængig af, at alle familiemedlemmer arbejdede.
I den anden halvdel af århundredet var der en markant forbedring af levestandarden for arbejderne. Industrien benyttede i højere grad kvinder og børn på arbejdspladserne, da de som sagt var billig arbejdskraft. I 1800-tallets begyndelse blev der rejst diskussioner omkring arbejdstidens længde og forholdene, ikke mindst for kvinder og børn. Der blev fremlagt lovforslag om love der skulle formindske arbejdsdagens længde og sætte grænser for børnearbejde. Disse forslag mødte selvfølgelig altid modstand. Der var hovedsageligt fire modargumenter:
Det første argumenter lå til grund i den liberaleste ideologi. Lovgivning om arbejdstider og vilkår var indgreb i den personlige frihed. Staten skulle lade borgerne arbejde på de vilkår de selv var villige til at acceptere.
Det er gratis at oprette en konto