Underemne: Agnete og Havmanden – Adam Oehlenschläger 1808
Agnete sidder paa den eensomme Strand,
Saa sagte slaae de Bølger paa hviden Sand.
De Vover svulmer med skummende Top,
En Havmand sig skyder fra Havbunden op.
5
Hans Pandser om Livet af sølvblanke Skæl,
Derpaa skinte Solen udi Rosenqvæld.
Hans Spyd var en Baadstang, dens Krog en Koral,
Hans Skiold var en brunhvælvet Skildpaddeskal.
Hans Hielm et Sølvsneglehuus, et Haar af Tang,
10
Som Strandmaagens Stemme var Havmandens Sang.
Og sig mig, skiøn Havmand, alt fra din vaade Bo!
Naar kommer der en Beiler og fæster min Tro?
Og hør du, Agnete! hvad jeg vil sige dig:
Alt til din kiære Fæstemand kaare du mig.
15
Jeg eier under Havet saa lystelig en Hal,
Thi Væggen er sleben af klareste Krystal.
Syvhunderede Piger opvarte ved min Disk,
Foroven som en Qvinde, forneden som en Fisk.
En Slæde jeg dig skiænker, som Perlemor at see,
20
Den drager din Sælhund, som Renen paa Snee.
Og i min grønne Have høit Blomsterne staae,
De hæve sig i Vandet, som udi Luften blaa.
Og er det som du siger, skiøn Havmand, for sand,
Da vil jeg dig kaare strax til min Fæstemand.
25
Agnete sprang i Havet, den unge Venneviv,
Det er gratis at oprette en konto