Carsten Jensen sammenligner det at rejse med ”At med nyvaskede øjne ser man to ting klart: Sine egne begrænsninger og sine egne muligheder”. Har han ret? Kan man først kende sig selv, når man har været i New York eller på Bornholm, som jeg har? Og hvad er en rejse i grunden for noget? Skal man flytte sig en vis distance, eller er det en lille rejse i sig selv at gå ud og shoppe, og behøver man at komme tilbage igen? Og er tilværelsen i norden ligeså kedelig og trist.
Vi lever i en tid, hvor mulighederne for at rejse til alle afkroge af verden ligger for vores fødder. Selv kan jeg allerede i min unge alder af 14 år, pege utallige steder på et verdenskort og sige ”der har jeg været!” Man kan hoppe på et fly, et tog, et skib, en bus eller selv køre til rigtig mange steder uden for landets grænser. Vi kunne sagtens spare pengene og blive hjemme, men vi føler en trang til at komme af sted når chancen byder sig. Et generelt fællestræk hos mennesker – man vil altid have det, man ikke har.
Vi er meget interesserede i andre kulturer end vores egen. Vi ser amerikansk TV, spiser indisk/thailandsk mad og følger med i engelsk eller spansk fodbold. Vi vil ud og se hvad der sker, og ikke kun i lokalområdet. Man kan i hvert fald argumentere for, at vores nationale værdier er blevet sat mere i baggrunden. Det er trods alt blevet en del af hverdagen at surfe på det globale internet og spise kebab og pizza. Man kan på den anden side måske sige, at vores værdier bare forandrer sig, ligesom vi selv forandrer os gennem livet. Og det er ikke nødvendigvis problematisk.
Det er gratis at oprette en konto