Da Carsten Jensen begyndte at læse litteratur, opdagede han hvordan mørkeræden forsvandt. Det var ikke litteraturen der hjalp ham til ikke at være mørkeræd, det var noget andet. Evigheden, han nævner evigheden mange gange. Carstens angst var tiden, at sidde og vente på noget gjorde ham bange. Tiden kan føles så uendelig lang. Som små føles vores forældres fravær meget lang, vi kan ikke tælle tiden men når de kommer tilbage føles alt godt igen. De fleste af os kender nok følelsen af, at blive opslugt af en bog. Vi glemmer tiden og miljøet vi sidder i, stilheden og litteraturens handling får sit helt eget fokus. Vi befinder os i vores egen ensomhed, når vi læser. Ensomheden kan få folk til at tænke over mange ting, en hel tankeproces går i gang. Mange synes at det er utroligt kedeligt, hvis ikke der foregår noget aktivt omkring dem. En aktiv proces kan sagtens foregå når vi læser, vi bruger en masse hjerneceller til at leve os ind i handlingen af litteraturen. Vi kan hører uret tikke, klokken er 18, vi kigger igen og klokken er nu 20. Tiden flyver af sted, ”Vi dræber ikke tiden vi omskaber den og giver den en ny form”. Carsten mener, at tiden aldrig har haft denne form før, før at mennesket fandt sted. Hvorfor sidde og glo ud i luften, når du kan sidde og få en oplevelse med en litteraturbog. En historie har altid en begyndelse og en slutning, det får tiden også. Vi skaber en historie i tiden, en historie bliver skabt på tid. Vi kan komme igennem et helt liv, i en litteraturbog.
Det er gratis at oprette en konto