Analyse af Grete Roulunds novelle 'Et brev til Tobias'

Novellen Et brev til Tobias er skrevet af Grete Roulund i 1997. Novellen handler om en flok soldater, som under 2. verdenskrig står på en perron i Polen og venter på en togtransport, som er en del forsinket. Kommandanten Franz, går ind på konteret for at finde årsagen til at toget er forsinket, og kommer ud irriteret og mopset over at toget, som de venter på ikke kommer, da det er blevet bombet i Siedice. Kommandanten mener at det er soldaternes skyld, idet at det er jøderne som står bag bombningen af toget, og hvis disse jøder var blevet fanget af soldaterne vil dette ikke have været sket. Kommandanten vælger at gå tilbage for at spise frokost, men hovedpersonen Martin vælger ikke at tage med, og bliver derfor sidende alene på den affolkede perron, da han hellere vil bruge tiden fornuftigt og skrive et brev til sin lillebror, Tobias.

Martin er en af soldaterne som bidrog i krigen. Han har mistet et øje, som er blevet erstattet med et glasøje, hvilket han har fundet på et depot hvor jøderne gemmer deres udstyr og værdier. Martin skriver om naturen og vejret, men imens han skriver, får han hurtige blik tilbage til oplevelser han førhen oplevede som soldat. Martin og kommandanten er gået sammen med kommandantens hund, Barry, fra en togstation og ud i en skov. Barry bliver sluppet løs i skoven, hvor den løber hen mod noget meget modbydeligt. En død kvinde med en lille baby, der lå levende ved siden af. Barry, som normalt lytter til kommandanten Franz, begyndte pludseligt at gøre det modsatte af, hvad den er opdraget til, nemlig at forsvare babyen. Idet Barry ikke dræber barnet, bliver Franz rasende og slår Barry med en stor gren og tramper babyen til det sidste. Blodet sprøjter op af støvlerne på Franz, og Barry løber væk, og møder dem først ved perronen sammen med de andre soldater. Barry er tydeligvis plaget efter den grusomme situation, og derfor hopper den op for at bide Franz for at have mishandle babyen, men han undgår og giver Barry igen med tæsk og får den til at slikke blodet af hans støvler. Martin får skrevet brevet færdigt, men tanken om det der skete ude i skoven, kører stadig i hovedet på ham. Det får ham til at brække sig, og tabe sit glasøje, hvormed han beslutter sig for ikke at strejfe tanken mere.