Hævn: en diskussion af retfærdighed og følelser

De fleste mennesker, som har levet på denne jord har en fornemmelse af, hvad de synes retfærdighed er, men når nogle vælger at ødelægge den og træde en over tæerne, kommer der visse følelser frem i os. Dette kaldes hævn. Definitionen på hævn lyder følgende, hvis man slår ordet op på ordnet: ”Påføre nogen lidelse eller skam som gengæld for en krænkelse som vedkommende har begået mod én selv eller en nærtstående”. Men er det rigtigt eller forkert at påføre hævn? Og skal vi have det dårligt over disse følelser, som ophober sig i os? De fleste ville mene, at det er en dårlig ting, men der er ingen af os, som kan komme uden om den.

I artiklen ”Hævnen er sød-men er den fornuftig?” af Rikke Shulbart fra videnskaben.dk 2011, bliver vi præsenteret for denne diskussion: ”Hvis nogle tisser på din sukkermad, må du ikke tisse igen”. Ja det er rigtigt, vi skal gøre som Jesus og vende den anden kind til, men det har vi dog ret svært ved. Det handler om ret, uret og om at skabe balance. Vi oplever nemlig, at der opstår en urimelighed, når en handling opleves som overgreb eller unfair. Det er noget tabt, som man gerne vil genvinde. Ifølge Robert. C. Solomon, som er filosof, er det ikke hævntørst vi tørster efter, men retfærdighed. Vi får en træls følelse indeni, hvis uretfærdighed ikke bliver straffet. Denne følelse bliver mest taget i aktion, når vi er små, da vi gør, hvad vi har lyst til, uden at tænke os om. Børn gør det, da de ikke er lige så gode til at kontrollere disse følelser. Jeg, som en helt almindelig pige med en tryg opvækst har selv som barn følt, at der var noget, som ikke var retfærdigt. Jeg husker det ikke selv, da jeg ikke var særlig gammel, men der er en historie, som er blevet fortalt mange gange i vores familie. Jeg, som enebarn på dette tidspunkt, var glad for at have mine forældre for mig selv, da der en dag kom en lille bitte dreng, som også skulle bo hos os. Mor og far ville hele tiden være omkring ham, og pludselig skulle jeg ”dele” dem med ham. Det syntes jeg ikke var særlig pænt gjort af ham bare vade ind i mit hjem og tage min opmærksomhed. Så jeg gav ham en hård start herhjemme, og han skulle vide hvem, der bestemte fra starten. Han blev rullet ned af sofaen, siddet på, hoppet på osv. Ja, ingen skulle tage min forældres opmærksomhed fra mig. Så det er noget vi alle er født med fra første dag. Det handler ikke om at være ond, være dårligt opdraget eller være en skidt person, men er vi dårlige mennesker for at gøre det? For selvom man ikke er ond, er det vel ondt gjort at påføre nogle ”lidelse”? Bare fordi de ikke har påført sig pænt overfor dig, betyder det jo ikke man skal give igen. Man skal være den voksne og ansvarsfulde, for at det er det rigtige at gøre. Vi kan jo ikke gøre for det, men det anses i alle tilfælde for at være en dårlig ting. Så bliver man selv lige pludselig den onde, og det gider man jo heller ikke. Det undrer mig bare, hvordan denne følelse kan blive så stor, at man ligefrem ikke længere kender forskellen på rigtigt og forkert, og at man sommetider kan slå ihjel af denne følelse.