Da jeg træder ind i H.C. Andersens stuer på landstedet Rolighed rammer en svag lugt af alkohol mine næsebor. Han træder ganske rigtigt frem fra den mørke og lidt beskidte entre på Østerbro, hvor han bor på sine gamle dage - med et glas absinth i sin venstre hånd. Han er lidt halvrød i hovedet, og da vi sætter os i hans halvslidte brune lædersofa i den lille stue, tænder han en cigar.
H.C. Andersen puster en lille sky af røg ud i den mørke stue og smågriner, da jeg begynder at hoste.
Han har et sort jakkesæt og en lidt skævt siddende butterfly på. Hans hår er skinnende fedtet - langt og krøllet bagtil og med høje tindinger foran. Da jeg spørger, hvordan han har haft det på det seneste, ignorerer han min kommentar og tilbyder mig en kop grøn te. Jeg svarer ja tak og spørger ham igen, men stadig intet svar.
H.C. Andersen kommer efter et par minutter tilbage med de to kopper.
Man kan mærke, han er svækket af kræften i leveren. Men han er også næsten 70 år, og har levet et langt liv der startede med usle kår i Odense i 1805, men udviklede sig til berømthed i Kongens København. Hans liv var fyldt med rejser, og som han blev berømt for at sige “at rejse er at leve”.
Det er gratis at oprette en konto