Der var engang en snegl, en kæmpe en af slagsen. Den var på størrelse med en personbil, og havde lange følehorn i panden og dets hus på ryggen som den havde båret på siden den var lille, alt det var ikke til nogen gavn for den, for når den mødte mennesker på sin vej, løb de skrigende bort da de så den kæmpe store snegl. Det kunne sneglen ikke lide, den ville gerne have venner den kunne være sammen med i stedet for at være alene. Den var altid så alene, den havde ingen venner. Men pludselig en dag da sneglen var på vej til byen hen ad den store vej kom der en stor gul bil til syne i baggrunden, sneglen stoppede op, og tænkte om den måske ville være dens ven, men den dyttede og kørte udenom med fuld fart så sneglen lige var ved at vælte omkuld. Da den var kommet til sig selv begyndte den sin tur mod byen igen. Det begyndte at regne og det trak op til uvejr. Sneglen satte farten op og skyndte sig alt hvad den kunne. Den skulle nå til byen og søge venner inden alle sammen tog hjem på grund af regnen. Selv om det var en forholdsvis varm sommeraften, regnede det som havde det ikke regnet i hundrede år.
Det er gratis at oprette en konto