Fra novellesamlingen Sidste Fortællinger. Gyldendal 1957
Udgivelsesår:
1957
Litterær periode:
Efterkrigstidsmodernisme (1945-1960). Karen Blixen er en af tidens helt store forfattere. Ifølge Blixen skal litteraturen ikke bruges til at formidle politiske budskaber. Litteraturen skal være fri og handle om grundlæggende spørgsmål som kærlighed, liv og død og om kunsten selv.
Undergenre: (Gyser, science fiction, trivialnovelle, krimi, kærlighedsnovelle, psykologisk/thriller, realistisk novelle, surrealistisk novelle, fantastisk novelle, drama, komedie mv.?)
Teksten er en fortælling.
Genretræk:
Teksten indledes med en fortælling om fortælleren, hvorefter den egentlige fortælling går i gang. Det er en fortælling i en fortælling, der med lange snirklede sætninger, fyldt med indskud, gør læseren opmærksom på fortællingens kunst. Kort historie, få personer, begynder in medias res, åben slutning.
Komposition
Resumé:
Vi hører først om en gammel kone, der sidder ved en byport og lever af at fortælle historier. Hun kan ikke læse, men har lært at fortælle historier af sin mormor. Den gamle kone fortæller så fortællingen om det ubeskrevne blad.
Fortællingen om det ubeskrevne blad, handler om et gammelt nonnekloster i Convento Valho i bjergene i Portugal, som producerer den fineste lærred i Portugal. De dyrker selv hør af frø, som blev bragt fra landene Lecha og Maresa til Portugal af en korsfarer for 700 år siden. Klosteret i Portugal fik det privilegie at levere brudelagener til alle unge prinsesser af det kongelige hus. Det var nemlig skik, at udstille det brugte lagen, som bevis på at prinsessen var jomfru. I klosteret hænger nu en række rammer med prinsessenavne og brugte lagenstykker, som gamle prinsesser, dronninger, hustruer, mødre, gamle jomfruer, hofdamer og brudepiger mv. kan kigge på og tænke over. Men blandt rammerne hænger også en ramme uden navn og med et rent lærred, og det er foran dette lærred, at de standser og tænker længst.
Det er gratis at oprette en konto