Analyse af Karen Blixens 'Det ubeskrevne blad'

Værket ”Det Ubeskrevne Blad” indgår i Karen Blixens fortællingsværk ”Sidste fortællinger”.

Fortællerteknikken og fortællingens form er meget speciel, da en ydre fortælling indeholder én indre fortælling med en række mindre historier, der ikke med det blotte øje, hænger sammen med selve fortællingens ramme. Den ydre fortælling, bliver fortalt i 3. Person, der gør os bevidste om fortællingens begyndelse. Denne begyndelse er også begyndelsen på den indre fortælling, nemlig fortællingen om den gamle kaffebrune kone og hendes erindringer. ”Ved byporten sad dagen igennem en gammel kaffebrun, sortklædt kone, som tjente sit brød ved at fortælle historier. Hun sagde..” Denne indre fortælling, skaber en ramme, som indkapsler livlige og sande historier, der kun kommer til udtryk, når fortællersken, den gamle kaffebrune kone åbner op. Dog er det ikke alle og en hver, der får del i denne fortællings historier. Til dem der betaler en god pris, til dem skal der fortælles en god historie, da de ikke kun vil lytte med ørerne, men også med deres hjerte. Denne intense lytten, kræves der, hvis en god historie skal fortælles. Hun fortæller om et gammelt kloster i Portugal, hvor et lukket fællesskab - en nonneorden langsomt forgår. ”I gamle dage var klosteret hovedrigt og stormægtigt [...] og de få søstre holder nu kun til i et hjørne af den vældige forvitrende bygning, der ser ud som om den havde sat sig for at blive ét med bjerget selv.” På dette kloster, havde man i århundreder forarbejdet hørlagener, som de skiftende kongelige brudepar skulle ligge på. ”..at det i Portugal, i meget gamle og fornemme slægter, har været skik [...] den højeste hushovmester fra paladsets balkon udhængte nattens brudelagen[...] Vi bevidner at hun var jomfru.” Læseren fornemmer en følelse af pålagt iscenesættelse, da nattens brudelagen hænges op og udstilles i guldramme med indgraveret navn. Dette signalerer en tydelig stolthed, der bevidner om prinsessens jomfruelighed. Midterstykket af disse brudelagener med falmede og blegede aftegninger, overlader beskueren en verden af billeder fra egen tankeverden. Måske kan der med god vilje ses dyrekredsens tegn. ”Kan man med nogen god vilje læse hele dyrekredsens tegn: Vægten, Skorpionen, Løven og Tvillingerne” Selvom disse aftegninger danner en verden af billeder, er det ikke de lagen, der dvæles ved. En ramme uden noget navn under, indfatter et lagen, der ”er hvidt fra Hjørne til Hjørne, et ubeskrevet Blad. [...] I hvilken evig og urokkelig Troskab imod Historien er ikke dette Lærred blevet indføjet i Rækken! [...] Thi de højkongelige Forældre, som har beordret det indrammet og ophængt, kunde jo have ladet være”.