Hele fortovet er dækket af visne blade. Nogen af dem hvirvler rundt i en ring. De bliver løftet op af den, kolde, vilde vind. Et af dem strejfer min kind. Som en blid berøring fra noget umenneskeligt. Noget der ikke fungere som en levende, åndende organisme på dette menneskelige plan. Bladende knaser under mine sorte og hvide sko, fra sports mærket Nike. En familie går rundt inde på grunden til det lille murstens opbygget hus, med kaldenavnet gadevangskole. Inde på den gråfarvet gårdsplads, som er lave af asfalt. Står et stort og majestætisk træ. Stammen er stor og bred, og barken med rummelige, nedadgående dybe furer.
Bladenes farve er eksotisk grøn. Nogen af dem har små brune pletter eller huller i sig. De små hårde kugler med pigge så det gør ondt, som kan åbne sig og blive til den hårde, men alligevel bløde kastanje. Ligger spredt rundt på pladsen. Familien lægger de små bolde ned i store poser med hanke, moren har posen rundt om skulderen, og vær gang hun putter en kastanje falder ned i, lyder en rislende og ringende lyd nede fra dybet. Et lille vindpust kærtegner min kind som et blidt kys.
Jeg lukker øjne. Og indsnuser lugten af efterår. En lugt af våd jord og græskar. Jeg hører morens syngende stemme. ”Jeg elsker den her tradition!”
Det er gratis at oprette en konto