”Kære lillebror, giv aldrig slip på lænkerne imellem os”. Jeg er spændt, nervøs og bange, men samtidig prøver jeg at vise mod og viljestyrke. Jeg er samlet med en masse andre unge mænd, som har i sinde at fuldføre en højttrænet tradition. En manddoms prøve er det vel. Det er en velsignelse, at få lov til at medvirke i dette års tyreløb.
Folk begynder at blive nervøse, jeg kan se det i deres flakkende blikke, publikum bagved den store indhegning er helt oppe at ringe, der er så mange mennesker bag indhegningen, at jeg ikke kan se en eneste, der ser ud til at have plads til at vende sig om, de står som sild i en tønde, men den manglende plads, forhindrer dog ikke tilskuerne i at more sig, de synger og klapper, stemningen er fuldstændig som til en foldbold kamp.
Folk maser sig hen til indhegningen for at få de bedste pladser, indhegningen giver sig en smule, da vi alle vil frem. Jeg spotter ihærdigt efter min familie oppe ved altan byggerierne, de er alle sammen samlet ude på vores nye altan, jeg vinker desperat til dem, de fanger alle sammen mine fagter og råber i munden på hinanden ”oh! José”, jeg kan se i deres ansigtsudtryk, at de er bekymrede for mig, jeg er også selv lidt bekymret hvis jeg skal være ærlig, men hvis jeg vil gennemføre det her løb, må jeg se frygten i øjnene.
Det er gratis at oprette en konto