Jeg hænger i strengen, strengen som jeg hænger i fra morgen til aften, strengen som jeg bare bliver ved og ved med at hænge i. Dag og nat. Men hvem ved, hvor langt der er op?
Jeg venter. Venter på et tegn, en handling? Jeg hænger ligesom bare her, hænger i min blodrøde navlestreng. Timevis, døgn? Hvor lang tid går der før den springer? Efter hvert åndedræt jeg tager, føles det som, at jeg bliver hevet længere og længere ned.
Jeg kan mærke en ting under min isse. Et kranie formoder jeg? Et gammelt kranie? Mit kranie? Jeg er godt en halv meter fra kraniet. Mon jeg nogensinde rammer det?
Jeg skriger, hvad skriger jeg for? Er jeg bange for at ramme kraniet? Hvorfor lyser kraniet op? Jeg spekulerer over, hvad der sker, når jeg rammer bunden? Bliver min synsvinkel anderledes? Kommer jeg til at være i stand til at gøre ting, jeg ikke troede, jeg var i stand til før. Ja, det finder jeg jo nok aldrig ud af, medmindre strengen springer.
Jeg befinder mig i et mørkt og tomt rum, det eneste er det gyldne kranie. Kraniet bliver lyst op af projektøren. Hvem ved hvor lang tid jeg skal hænge der? og hvornår ser jeg mon lyset igen?
Det er gratis at oprette en konto