Lyset strømmer faretruende mod mine øjne i det mørke rum. Blændet gnider jeg mine trætte øjne. Jeg må tjekke. Jeg taster hurtigt og rutineret bogstaverne ind og lover mig selv, at det kun vil tage to minutter. Jeg skal bare lige tjekke. Jeg føler et sug i maven, da jeg kigger på klokken. Dårlig samvittighed og mangel på selvkontrol, overbruser mig med så stor kraft, at jeg næsten drukner. Endelig popper mit velkendte profilbillede med det påklistrede smil op på skærmen, og jeg smiler igen. Jeg er inde – hvilken lettelse. Mine trætte øjne flakker forvirrede rundt på skærmen, og to sekunder efter har de opfanget, det de søgte. En lille jordklode i venstre hjørne lyser rødt op som et varmt håb på den kedelige skærm. Der er nogle, der holder af mig – også i dag. Vi kender det alle – eller i hvert fald os, der i bedste tro har kastet vores magtesløse sjæle i de sociale mediers arme. Glæden ved at vide, at nogle har været inde på din profil for at se, hvem netop du er. Glæden ved at vide at nogle finder dig og dit liv interessant at studere. Måske er der endda nogle, der ”synes godt om” det musik, du desperat har publiceret for at vise verden din overmåde fantastiske musiksmag. Der er jo ingen der behøver at vide, at du i virkeligheden synes, at det er kejserens nye klæder, en omgang umusikalsk larm som du selv kunne have stykket sammen på 10 minutter. Så længe det ligger på iTunes top 10-liste, er det acceptabelt og in.
Det er gratis at oprette en konto