Den første morgen blev jeg vækket af en masse larm udefra. Det lød som tusindvis af motorkøretøjer, der kørte og dyttede af hinanden. Udover køretøjerne var der en masse mennesker, der råbte noget i retningen af, at man skulle købe deres vare. Lydene og stemmerne hørtes på same tid, så det blev helt uudholdeligt. Jeg blev træt af det hele, og besluttede derfor at stå op. Jeg sparkede dynen fra mig. Hvad er det? Det var ikke nogen dyne, jeg normalt brugte derhjemme. Det var kun dynebetrækket. Uden at tænke videre over dynen stod jeg endelig op. Det skal nok blive en god dag alligevel. Jeg skal bare vænne mig til alle de nye ting. Idet jeg hoppede ud af sengen, så jeg 3 firben, løbe rundt på væggen. Jeg hvinede af mine lungers fulde kræfter efter min mor. Hun kom løbende fra stuen, og spurgte helt febrilsk, om hvad der var sket. Jeg pegede på firbenene. Hun opfattede med det samme, at det bare var firbenene, der var problemet. Halvt irriteret sagde hun: ”De er overalt. Du bliver nødt til at vænne dig til dem. Ikke kun firbenene men også andre smådyr. For eksempel myg, tissemyre og mange andre småkryb”. Både min mor og jeg tav. Stilheden gjorde mig endnu mere morgensur, end jeg allerede var. Den fik mig til at tænke over den baggrundsstøj, der havde været hele morgenen. Det var en besynderlig lyd, jeg aldrig havde hørt før. Det lød som en hård vind med en fløjten ind over. Svært at forklare, haha. Lyden hørtes oppefra, så da jeg kiggede op, så jeg en propel. ”Øh hvorfor hænger der dog en propel fra loftet? Det er da noget, flyvemaskiner bruger, er det ikke? ”: spurgte jeg undrende. ”Det er en loftventilator. Indien er jo et varmt land. Derfor har de fleste værelser enten en ventilator eller aircondition, så man ikke sveder ihjel”, afsluttede hun. ”Okayyy….” svarede jeg spørgende. Jeg undlod at spørge ind til, hvad en aircondition var da jeg ikke var i humør til, at sidde og hører på hende.
Det er gratis at oprette en konto