Stilhed før storm

Klokken var lidt i 8, og Magnus sad og fortalte om, hvordan han flygtede fra politiet på sin knallert i weekenden. Den var tunet til at køre 75 km/t, og helt vildt ulovlig, og hver uge fortalte han den samme historie om, at han næsten blev taget. Eller, næsten den samme historie, måske med nogle få ændringer. Ingen forstod hvordan han ikke havde fået en eneste bøde endnu, med alle de høj-fartspolitijagter, især med den form han var i. Han var meget lav, og ret så buttet for at være helt ærlig, det var han altså, men ingen turde at sige det til ham, for så fik man slag. Nok var han lav, men han var stor og urokkelig. Når ja, og så gik han 9. klasse, en årgang over os andre. Han hang ud med os, fordi ingen rigtig kunne lide ham i hans egen klasse, hvilket var lidt forståeligt, men en gang imellem var han nu en meget god ven at have. Nu tog Niclas ordet. Niclas var den eneste som kunne stille spørgsmålstegn ved Magnus’ historier, for ham turde ingen at røre. Ikke engang læ-rerne. Han var stærk, og den selvudvalgte leder af vores gruppe. Den retmæssige leder, i min me-ning. Hans forældre arbejdede altid til sent og han boede ekstremt tæt på skolen, så vi hang altid ud hos ham efter skole. Udover det havde han sådan et kælderværelse, med LED lys, og man kun-ne spille højt musik uanset hvilket tidspunkt på dagen. ”Hvordan gik det med jeres stile?” spurgte Christoffer lige pludselig. Det var mærkværdigt, han plejer ikke at gå op i skolen. Jeg tror faktisk aldrig jeg har hørt ham snakke om skolearbejde før, udover fra klokken 8 til 15 selvfølgelig, men det er også sjældent. ”Min blev sgu ikke så god.” Det svarede jeg altid. Jeg var den klogeste i min vennekreds, men jeg lod som jeg ikke var. ”Det svarer du altid, Jung,” sagde Niclas. ”Alligevel får du altid 12.” ”Tja, måske kan Gregers lide mig.” ”Det er klart når du er sådan en lille kæledægge,” drillede Magnus. ”Hvem af os er det der er lille?” svarede jeg igen, og så lå vi på gulvet. ”Drenge, lad vær,” udbrød Niclas, idet Gregers braste ind af døren, drivvåd. De havde meldt storm i dag, så jeg blev kørt. ”Skal du ikke op i din egen klasse?” spurgte han Magnus. Han var en skrap lærer, men lige præcis med hensyn til slåskampe, så han nogenlunde gennem fingre med, da det efter-hånden var en tradition med en morgenslåskamp i min vennekreds. ”Det har da ikke ringet endnu, har det?” spurgte Magnus flabet. ”Næh, det har det da ikke,” sagde Gregers og kiggede på sit håndled, for at fremme sin pointe. ”Så har jeg lige tid til at ringe til politiet og tippe dem om, at der holder en tunet scooter på vores skole, klar til afhentning.” Magnus blev rød i hovedet, og skyndte sig ud af klassen. Niclas kiggede surt på mig. ”Jung, din mongol.” Mit fornavn var Oliver, men alle kaldte mig Jung, da der var en anden Oliver i klassen. Han var dog den største taber på skolen.