Tanker om stilhed og ungdomskærlighed

SixteenHan rejste sig op fra gulvet. Der var absolut stilhed på hans værelse. Usædvanlig stille. Det var som om rummet ventede på at noget skulle ske noget, væggene var kolde og hvide. Udenfor var solen gået ned, fuglene havde lagt sig til at sove. Den komplette stilhed blev kun afbrudt af bilerne der fra tid til anden drønede forbi hans hus. Bildæk mod asfalt.Hans tanker var på pigen med det lange brune hår fra hans klasse. Han havde gået i folkeskole med hende og de gik nu i gymnasiet sammen. Lige siden de blev sat i gruppe sammen i femte klasse, havde han kikket på hende med sjælende øjne. De gange hvor deres øjne havde mødtes på tværs af klasseværelset, havde et lyn lyst gennem hans krop, en kilden der kunne mærkes helt ned til tåspidserne. Han sukkede og kastede et blik ud ad vinduet. Deres forældre var venner, så dengang da han var lille, var han nogle gange blevet slæbt med over for at lege med pigen. Men det var egentlig ved at være lang tid siden. Hun boede lige nede forenden af vejen, også til højre. Han kunne huske, at hun, dengang de var små, havde lagt sit hoved på hans skød, og han havde aet hende blidt henover kinden. Men dengang betød det ingenting. Det var langt tid siden han havde stået og nydt den tunge stilhed. Man har altid et sted man skal hen, tænkte han. Hver dag får vi tusinder af nye opgaver og mål der skal nås. Hvis man ikke er på vej til sit arbejde eller sin skole, skal man besøge nogen slægtninge eller nogen venner. Eller bare ned til den lokale brugs. Så er der de mindre mål, men dem får man også tonsvis af. Som at gå fra køleboksen, tage en mælk og gå videre til kassen. Ingen i vores moderne samfund lever i nuet. Der er mange der snakker om det, men i virkeligheden er der ikke et menneske i verden der gør det.Han satte sig på sin seng, kikkede ud ad vinduet. Lyset fra en gadelampe skinnede ind. Ingen levede i nuet. Det er ikke menneskeligt ikke at tænke på hvordan man skulle overleve til den næste dag. Dagen var startet, som de fleste dage gør, ved at han var vågnet. Han havde haft en drøm, men han kunne ikke huske hvad den havde handlet om. Det var stadig mørkt udenfor da han havde slået øjnene op. Normalt ville han have lagt sig til at sove igen, men den drøm havde sat sig fast i ham. Han var vågnet op med en god fornemmelse i maven, en næsten lykkelig følelse. En følelse han endnu ikke havde oplevet i vågen tilstand. Og der havde han ligget i mørket, i håb på at genleve den følelse, prøvet på at genkalde den drøm. Men han kunne ikke. Han havde skulet over mod vækkeuret der stod på hans sengebord, 3:31. Det var en torsdag som alle andre, han skulle møde til første time på sit gymnasium om fire timer. Han havde ikke lyst til at falde i søvn igen. Han slog dynen af sig og steg ud ad sengen.Der var helt mørkt i huset, han følte sig frem langs væggen, trådte varsomt for ikke at snuble over noget. Han gik ned ad trappen, døren til venstre, gik ind i køkkenet og tændte lyset. Under lampen i køkkenet fløj en natsværmer forvirret rundt. Den anede ikke at den var midt i en større verden. Den vidste ikke at klimaet var i gang med at ændre sig for altid. Den anede ikke at naturkatastrofer og sygdom hærgede. Den vidste ikke at halvdelen af jordens menneskebefolkning sultede, mens andre brugte milliarder af kroner på at bekrige hinanden. Alt hvad natsværmeren vidste, var at pæren i lampen lyste. Sådan er det at være forelsket, tænkte han. Man kan kun tænke på en ting og udelukker alt andet. Logik og fornuft forsvinder. Han tog et æble, bed et stykke af og så sig lidt omkring. Uret på væggen sagde 3:24. Det var lidt bagud. Afspejlingen i vinduet viste at han ikke andet end sine boxershorts på. Der lå et tæppe på en af spisestolene, han tog det om sig og gik ind i stuen. På væggen hang et stort billede af solvognen, over kaminen hang et udstoppet hoved fra en hjort hans far engang havde skudt, og over barskabet hang et guldhorn. Det var vist ikke lavet af rigtig guld. Messing måske? Han gik over og tog det ned fra væggen. Han måtte normalt ikke berøre det, hans forældre havde gjort sig helt klare omkring det. Dengang han var mindre, havde han kørt en finger langs hornets skinnende ydre og efterlagt et langt, udvisket fingeraftryk. Faren blev ikke glad da han opdagede det. Han begyndte at råbe op og sendte sønnen op på hans værelse. Han havde aldrig lagt en finger på hornet siden. Men lige præcis i dag følte han ikke nogen frygt ved at berøre det. Han stod i et øjeblik og beundrede det, hvorefter han satte det tilbage og gik ind i køkkenet. Udenfor støvregnede det. Han kunne se hvordan tusindvis af små dråber faldt og faldt, kun oplyst af gadelampernes orange skær det sidste halve sekund af deres levetid. De var faldet helt oppe fra skyerne, kun for at ende bræt på den stenhårde vej. Ligesom de tusinder af andre dråber som vil gøre præcis det samme. En tanke strejfede hans hjerne. Den var blevet holdt tilbage af fornuft og grund, men fornuft og grund er svagest klokken 4:02 om morgenen. Han gik tilbage op ad trappen, langs væggen, ind på hans værelse, fandt et par joggingbukser og en T-shirt der ikke var blevet vasket endnu. Han tog tøjet på og svøbte sig igen ind i tæppet. Der gik han, i lugtende tøj, bare tæer, morgenhår og et gennemblødt tæppe. Målrettet og kun lyst op af gadelamperne. Månen var ikke til at få øje på denne nat. Ned for enden af vejen, også til højre. Der var ikke længere end femhundrede meter. Pigen med det lange, brune hårs hus var stort og rødt. Lyset var slukket i alle vinduer. Hoveddøren var låst, men et vindue ind til stuen stod på klem. Han kunne lige komme igennem, hvis han gjorde sig tynd. Tæppet lod han ligge udenfor. Han kunne genkende lugten med det samme. Den specielle duft som kun hun havde, og det var den bedste duft i verden. Det var en blanding af roser og granskov. Huset var mørkt, men han kunne godt huske hvordan det var bygget. Hendes værelse lå lige til venstre for enden af trappen. Trappen knirkede en del. Han holdt vejret og tog sine skridt så blødt han nu kunne. Men trappen knirkede og knagede højere og højere for hvert skridt. Han prøvede at tysse på den, men det hjalp ikke. Døren var hvid og stod næsten helt åben. Noget gadelys lyste ind på værelser, gennem vinduet og ramte hendes dyne. Hun sov. Åben mund, dybe åndedrag, lukkede øjne. Så smuk som hun så ud. Han stod midt i rummet og beundrede hende et øjeblik, før han satte sig ned på hendes seng. Hans hånd strøg langs hendes lange brune hår. Han følte hendes kind, den var varm og blød. Han aede noget hår bag hendes øre. Hun vågnede ikke, hun rørte ikke engang på sig. Han sad vel i tyve minutter. En halv time måske. Han havde mistet tidsfornemmelsen. Men han tænkte at det var nok nu. Han rejste sig op, forlod værelset, gik ned ad trappen, ned til stuen. ”Hvor gjorde jeg nu af mit tæppe?” hviskede han for sig selv og så sig omkring. ”Udenfor!”Han vendte sit blik mod det vindue han var kommet ind ad, en kuldegysning strøg ned ad hans rygrad da han opdagede at vinduets genspejling viste en menneskeskikkelse bag ham. Sekundet efter blev lyset tændt; pigen med det lange, brune hårs far.Ingen lever i nuet, tænkte han. Efter en del råben og skælden ud, var drengen sendt op på sit værelse. Stuearrest. Hvem andre gav deres sekstenårige søn stuearrest? Hans forældre var blevet ret sure. De havde råbt op om indbrud. På et tidspunkt var han bange for at hans egen far ville slå ham. Og så var han kommet i tanke om guldhornet. Tænk hvis de opdagede at han havde rørt det? Det ville være dråben der ville få bægeret til at flyde over. Igen lagde han øret til gulvtæppet. Der var stadig ikke en lyd. ”De har ikke opdaget noget.” hviskede han for sig selv.