Tom Kristensen: 'Landet Atlantis' og Storm P., analyse

Analyse: Forfatter, Tom Kristensen (1893-1974) er kendt for en rå og ren skrivestil. Således er "Landet Atlantis" et digt præget af klare holdninger, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Digtet er et traditionelt et af slagsen, hvor alle strofer er ens bygget op med hensyn til linjer og rim. Linjerne 2, 4 og 6 rimer i alle 9 strofer, imens linjerne 1,3 og 5 impliceret i rim ingen sammenhæng har. Den stemningsbeskrivende ordklasse, adjektiver, er den dominerende ordklasse i digtet. Mest dominerende er farverne, der beskriver de mange substantiver i digtet. Nævneværdigt er strofe 4, hvor forskellige substantiver: postbuddets frakker, faner og vimpler bliver beskrevet med farven rød. Også i strofe 3 nævnes den isgrønne farve, der beskriver revolverens stjerne. Digtet beskriver et utopisk sted, et drømmeland, et idealsamfund, et fiktivt og uopnåeligt sted ­ Landet Atlantis. Ifølge Tom Kristensen er dette magiske univers fyldt med kaos og vilde ideer, og det er netop dette kaotiske, det vilde og det værdiløse, disharmoniske samfund, der gør, at det er et drømmeland! I strofe 1 får vi kendskab til, at en begivenhed har ændret samfundet. En ny og kaotisk verden er opstået. En ny tone er slået an. I strofe 2 beskrives ungdommen, kraften og skønhedens rige, Atlantis, ved hjælp af farver (rød) og voldsomme udtryksformer (brølen). Digtet er skrevet i 1920 kun ganske få år efter første verdenskrig (1914-1918) og den russiske revolution (1917), begivenheder der påvirkede resten af verden, idet sidstnævnte var startskuddet til en række kommunistiske revolutioner og andre revolutionsforsøg verden over. Disse begivenheder kommer til udtryk i strofe 3, hvor revolutionen nævnes. Billedsprogets univers kredser om samfundets kaotiske tilstand efter revolutionen og krigen, som beskrives på en barbarisk men samtidig drømmende og positiv måde. Billedplanet er utraditionelt, idet de forskellige objekter sammenlignes på en ikke umiddelbart logisk måde: "Skøn som en sønderskudt banegård" er et eksempel herpå. En sønderskudt banegård ville ikke traditionelt associeres med noget skønt, men nærmere som en barsk og forfærdelig virkelighed. I strofe 4 beskrives krigen som sagt ved hjælp af farven rød, som kodes sammen med vildskab og blod. Ligeledes beskriver strofe 5 krigen og hvordan den skal vindes og fejres. Strofe 6 er således en beskrivelse af idealsamfundet efter krigens ophør. Et samfund, "vi" længes imod. Han afbildning af samfundets opførsel efter krigen, kan i strofe 7 virke ironisk. "Der danses ved fester i huses ruiner, men vinduers smadrede ruder kranie-ironiske griner". Menneskerne fejrer krigens afslutning og fester, danser og lever som de altid har gjort det. Kun de smadrede ruder og vinduer synes at have forstået, den ændring samfundet har gennemgået. De griner således af menneskene, der fortrænger realiteterne og nærmest benægter krigen og dens konsekvenser. Kun ruderne har fattet, hvad krigen har medført, og ved, at krigens afslutning er starten på udviklingen af et nyt og bedre samfund. I strofe 8 beskrives den virkelige virkelighed: "Bålene kaster uroligt et skær af brand og af blod imod huse og skure..." Denne strofe understøtter således strofe 7, idet virkeligheden, den barske sandhed ikke er til at komme udenom. Det er en kendsgerning, at der er kaos, det står ikke til at ændre og det er godt. Strofe 9 virker som en sammenfattende konklusion på digtet ­ at alt det beskrevne i de øvrige 8 strofer udgør Atlantis. Alt det kaotiske, krigen og revolutionen og deres konsekvenser, det værdiløse og konflikterne, dét skaber skønheden, Atlantis. Bemærkelsesværdigt er slutningen: "I kaos jeg løfter min bøsse mod skønhedens stjerne og sigter", som er en hyldest til filosoffen, Nietzsche, som sagde: "Jeg siger jer, man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.". Kaos er altså lig skønhed! Digtet er lyrisk i den forstand, at Tom Kristensen skildrer nogle følelser omkring drømmelandet, Atlantis. Således giver digtet en miljøkarakteristik af samfundet, som han så det, som han følte det, hvilket afspejler stemningen som værende kaotisk, trykkende og usikker. Denne stemning er trods de almindeligt negativt ladede ord ret så positiv og af hel anden mening i dette digt, idet Tom Kristensen ser kaos og konflikter som noget godt og skønt.